295
2018
978-87-93758-08-7
1.
I Halvvejs rundt om søen følger vi ægteparret Helle og Christian, deres to børn Martin og Line, og Lines klasselærer Katrine. Helle og Christians ægteskab har længe skrantet, og er aldrig blevet rigtig godt igen efter Helles sygdom. Skilsmissen lurer, men hvornår er det, om nogensinde, det rigtige tidspunkt at bryde familien op? Før eller efter den rebelske teenagedatters konfirmation? Når lille Martin har mere eller mindre styr på sin angst for forandring? Eller måske inden Christian får set sig alt for lun på Katrine? Som læser får vi et indblik i den tumult og forvirring der opstår, når man beslutter sig for at bryde et ægteskab op – For dernæst at sætte opbruddet på pause. Der er masser af frustration, forvirring og sjældne glæder.
Pia Konstantin Berg skriver godt, og der er masser af indlevelse i de forskellige personer vi følger. Man forstår dem, og føler med dem, i medgang og modgang. Hver enkelt person er kompleks, og har både gode og knap så flatterende sider. Halvvejs rundt om søen bliver gennem sine personer et fint portræt af nutidens familieliv, og alle de udfordringer der hører med til at være en familie. Samtidig får man som læser lov at opleve de indre kampe, der opstår, når individets egne behov stilles op mod det, der er til familiens bedste. For hvordan vælger man hvad der er det rigtige at gøre, og hvornår man skal gøre det?