Haiku – knytæg med afkroge af Bo Lille
Ind i mellem bliver man rystet. Heldigvis. Man læser en bog, hører et stykke musik eller ser et kunstværk, og mærker hvordan det indre kalejdoskop drejer sig en smule. Et kaotisk øjeblik vælter de farvede glasstumper rundt imellem hinanden, før erfaringer og refleksioner lægger sig til rette i nye mønstre og billeder. Verden er ny, men alligevel den samme.
Der behøver nødvendigvis ikke at være tale om et jordskælv. Bare et lille bitte pust kan være nok.
”Et flyvende blad
faldt så blidt på mit fortov
at flisen slog sig”
Ovenstående lille pust, der faktisk har rystet mig, er et haiku fra Bo Lilles haikusamling ”Haiku –Knytæg med afkroge” fra 2006. En fin lille bog med ca. 200 haiku fordelt på fire emner:
• Filosofiske haiku
• Metapoetiske haiku
• Erotik og kærlighed – Bo’s Lille Højsang
• Året i haiku
Bo Lille har valgt at placere digtet om det flyvende blad under ”Året i haiku”, men i al sin geniale enkelthed kunne digtet stå skrevet hvor som helst i digtsamlingen. Det er et filosofisk, erotisk og ikke mindst metapoetisk haiku.
Det flyvende blad er jo lige præcis som haiku: Let – men hårdtslående.
Med ”Haiku – Knytæg med afkroge” har Bo Lille igen taget fat i den ældgamle gamle japanske haiku form, og stilfærdigt transformeret den til danske forhold. Ingen brutal make-over, men et udfordrende sammenspil mellem form og sprog.
Knytæg, der indgår i bogens titel, refererer til et haiku fra tidligere:
”Haiku rummer alt
Krøller en verden sammen
til et lille æg ”
(Bo Lille, Haiku på dansk, Oneman 2006)
Digtenes lidenhed kombineret med Bo Lilles skarpe sproglige intensitet skaber næsten rumlige oplevelser. De mætter og sætter i flere dimensioner.
”En lærke letter
i en sky af blå toner
falder mod himlen.”
Verden vendes op og ned. En lærke falder opad, og lyd bliver synlig. Som læser hvirvles man ind i sommerdagen – bliver til både lærke, tilskuer og himlen, der tager imod den faldende lærke. Man er til stede.
Digtene i ”Knytæg” er musik. Den karakteristiske 5-7-5 form skaber rytme, og den bevidste brug af sprogets lyde er med til auditivt at understøtte digtenes budskab. Prøv engang at smage på dette sommerfuglelette digt.
”Sommerfugleflugt
ynde på tynde vinger
starter en tyfon”
De lyse fortungevokaler og de blæsende konsonanter får næsten digtet til at svæve væk. Alligevel er der kraft og saft idet: Det lyse og lette starter faktisk en tyfon. Kærlighed eller klimapolitik? Digtet løfter mig op alene ved sine lydlige kvaliteter.
Bo Lilles digte er billedskabende og sanseprovokerende.
”Færgen skynder sig
logrer med en hvid hale
af piskefløde”
Billedet af en lille hyperaktiv færge-hvalp, der pisker flødeskum med sin glade hale, har fundet sin plads i mit indre billedgalleri. Sikke en lagkage, der kunne komme ud af det!
Bo er klog. Han pakker sin klogskab ind i haiku.og skaber knytæg – Pletskud, der sidder lige i øjet og lige i hjertet!
