Haabet af Mich Vraa

Med den stærkt underholdende kolonitidsroman, “Haabet”, fjerner forfatter og oversætter Mich Vraa effektivt selvgodhedens klamme postulat fra danskernes verdensbillede. Vi var præcis lige så brutale udbyttere og modbydelige racister som spanierne, portugiserne, englænderne, franskmændene…

I dag henstår de dansk-vestindiske øer, Sankt Jan, Sankt Thomas og Sankt Croix, i et nationalromantisk skær med de yndige, pastelfarvede huse og de endnu danske navne på gader og pladser. Men sandheden er, at øerne lagde jord til en blodig, menneskeforagtende udnyttelse af slaver, der i 17-1800-tallet gjorde Danmark til en af Europas rigeste nationer. Såvel kongehuset som det bedre borgerskab, der kendte alt til forholdene og selv lukrerede på dem, lukkede øjnene for tragedien – de umådelige formuer og rørsukkeret i kaffen var svære at sige nej til.

I centrum for romanen står den stolte fregat, Haabet. Den stævner i 1787 ud på en fatal sejlads, der skal bringe et par hundrede nys indfangede negre (det hed de altså) fra Guldkysten i Afrika til de danske sukkerplantager i Caribien. Undervejs udbryder mytteri, og det skal få livsvarige konsekvenser for kaptajn Frederiksen, skibslægen Marcussen og deres fruer.

I 1803 skal Haabet ud på en mere uskyldig sejlads, i første omgang fra København til Frederikshavn. Skibets ejer, Frederiksen, inviterer sin opvakte 14-årige datter, Maria, med. Men igen går noget helt galt undervejs, og Maria skal igennem Helvede, før der igen er lys forude.

Senere, i 1823, rejser den unge professor Mikkel Eide til de dansk-caribiske sukkerøer for en gang for alle at gøre op med det skandaløse slaveri, der stadig pågår, selv om kronen for længst har forbudt det. Han hvirvles ind i et blodigt slaveoprør og en umulig kærlighedsaffære og ender med at indse, at sandheden ikke altid er sort-hvid.

Handlingen klipper frem og tilbage mellem de tre nøgleepisoder, og hovedpersonernes skæbner og tanker kommer efterhånden for en dag. Mich Vraa har lagt et sindrigt puslespil af dagbogsnotater, logbøger og officielle dokumenter, og det er gjort så virtuost, at man suges ind i dramaet.

At teenagepigen Maria, doktor Marcussen og professor Eide skriver som fuldbefarne forfattere af vor egen tid gør bogen til en behagelig læseoplevelse, men er ikke så pokkers troværdigt igen. Her kunne Vraa måske have gjort sig lidt mere umage med at ramme en mere fortidig tone og tankegang.

“Haabet” er i skrivende stund indstillet til Politikens Litteraturpris. Mich Vraa har forudsætningerne for at nå til tops, idet han som oversætter må have luret mangt et fif hos forfatterikoner som Hemingway,  Franzen, DeLillo og Anthony Doerr.

Lån bogen på bibliotek.dk