Gulag øhavet bind 4: 1918-1956 : et forsøg på et kunstnerisk studium

Fra bibliotek.dk: Ud fra samtaler og brevveksling mellem tidligere indespærrede og pårørende i Sovjet i perioden 1918-1956 tegnes et billede af retsløshed.

Lad os starte andetsteds. Amerikanske universiteter har i en årrække brugt race som optagelseskriterie: der skal være en bestemt kvote af forskellige racer. Derved vægtes intellekt og dygtighed mindre, og dermed kommer de knapt så dygtige studerende i problemer særligt på de teknisk krævende uddannelser. Hvilket er med til at opdyrke en offermentalitet hos studerende der reelt ikke har evnerne til at gennemføre. Dette er der intet nyt i:

‘Mange videnskabelige berømtheder i Moskva og Leningrad har bygget deres reputation på blod og knogler. Elevernes utaknemmelighed, der som et broget bånd ligger tværs hen over vores videnskab og teknik i 30erne og 40erne, havde en naturlig forklaring: videnskaben var gledet fra videnskabsmænd og ingeniører over i umodne, havesyge karrieremageres hænder.’ (Kursiveringen er forfatterens egen).

Som det ses er Solsjenitsyns gulag-studium stadig relevant 50 år efter udgivelsen.

I dette bind bevæger Solsjenitsyn sig rundt om de ungdomskriminelle lejrfanger, lejrens personale, lejrens omgivelser og de ‘bygningsværker’ fangerne gennem tiden har bygget.

Lad os dvæle ved de ungdomskriminelle: Reelt fængsles børn ikke, men er en sovjetborger rundet det tolvte år, betragtes denne ikke længere som politisk uskyldig. Derfor er der et sammenrend af mindreårige, og de er sande plageånder, der vælter ældre skrællinge omkuld, stjæler deres mad og efterlader dem til en langsom sultedød. I sovesalene kan sådan et par møgunger tage en sprint hen over alle andre sovende, – voksne der har været på slavearbejde i 50 graders frost i halve eller hele døgn. Slaver for hvem den smule hvile de har mulighed for at få er livsvigtig. Og hvad kan man egentlig sige til det? En tolvårig i det absolutte menneskelige helvede modtager jo direkte en uddannelse i at være umenneskelig.

Muserne, – de der ‘synger’, er der et afsnit om. Det er både stikkerne, og dem der skriver til lejrledelsen med diverse forbedringsforslag. Altså forslag der kan optimere lejrens effektivitet, og dræne endnu mere energi ud af fangerne. Eller optimeringer der gør flugt endnu mere umulig. Solsjenitsyn sad i den kommission der gennemlæste den gigantiske strøm af post. Og ved gennemlæsning blev den slags livsfarlige forslag sofort sorteret fra, med et ønske om at brevskriveren måtte blive kvalt eller lignende.

Men mest interessant er næsten Solsjenitsyns beskrivelse af hvordan selve bevidstheden om lejrenes eksistens er med til at kue den ‘fri’ eller rettere endnu ikke fængslede befolkning. Det stereotypt underdanige frie samfund, som han kalder det. Forældre skal ved barnets fødsel tage stilling til, om de i hjemmet vil ukritisk – og dermed ufarligt, videregive statens løgne til barnet, eller om de vil indvie barnet i sandheden og løbe den risiko at barnet med tiden vil tro på statens propaganda og stikke forældrene. Som en 14årig knægt der blev ophøjet til en sand helgen: Han stak forældrene. Faren henrettet, moren slap ‘billigere’. Således kan man udlede, at det at forstå Rusland og kommunisme ikke er muligt uden at forstå begrebet Gulag.

Ganske ligesom de foregående bind er dette eminent skrevet, – sådan som kun én der retteligt har modtaget nobelprisen kan skrive. Et fantastisk, knugende, grusomt og mageløst kunstnerisk studium.

Lån bogen på biblioteket