100
2007
978-87-91654-55-8
“Goyas Hund” er en debut, som består af syv små fortællinger, der alle har en kvindelig kunstner/forfatter som hovedperson.
Ifølge omslagsteksten handler det om “Identitet, kunst og den svære kærlighed”, og hvor de to første begreber tages under højtsvævende og ambitiøs behandling, bliver sidstnævnte noget banalt håndteret. Primært i hovedpersonens tendens til at forelske sig – ofte uigengældt – i forskellige undervisere.
Der er sproglige lyse sider, og interessante passager, mest i historien “Museo del Prado”, men der mangler lidt et generelt flow gennem bogen, og mange af de litterære sidehistorier og elementer virker indimellem noget påklistrede.
Forfatteren lægger ud med at nævne 12 andre forfattere – og Bibelen – som hendes inspirationskilder under skrivningen (heriblandt Rilke, Strunge, Brøgger og Blixen) og jeg oplever i hvert fald lidt, at hendes ønske om at være litterær og intellektualisere sin tekst, bliver lidt for anstrengt.
Måske var der for meget der skulle med?
Under alle omstændigheder er Inge-Helene Fly ikke uden et vist sprogligt talent, så to stjerner herfra, og vi venter på næste udspil.