0 kommentarer

Fyrmesteren af Camilla Läckberg

af d. 24. maj 2011
Info
 
Sideantal

402

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7108-100-8

Originaltitel

Fyrvaktaran

 

Fjällbackas badehotel er ved at blive renoveret – et stort og prestigefyldt projekt, der koster kommunen mange penge, og er lidt af en satsning. Søskendeparret Vivianne og Anders er stedets daglige ledere og samtidig private investorer i projektet, Mats er kommunens økonomichef. Da Mats findes skudt i sin lejlighed finder politiet ud af, at der faktisk ikke rigtigt er nogen, der kender ham. Hans lejlighed er upersonlig, og han har sjældent talt om sit privatliv.

Personerne udvikler sig ikke specielt meget – Mellberg er stadig den samme selvglade og uduelige chef, som helst vil sidde og sove, Gösta næsten lige så uduelig og doven, og Patrik er som altid fortravlet som selvbestaltet chef for afdelingen.

På hjemmefronten har Patrik og Erica fået tvillinger, og er nu forældre til 3 små børn. Erica har barselsorlov, men kan selvfølgelig ikke lade være med at involvere sig i sagen.

Jeg synes bogen handlingsmæssigt kørte en del i tomgang, ja ind imellem var den direkte kedelig og gentog sig selv. Jeg har læst hele serien, og havde netop læst “Havfruen”, som var langt mere spændende og svær at lægge fra sig. Denne levede i mine øjne ikke helt op til de øvrige i serien om Erika og Patrik – dog uden at være en direkte dårlig bog. De indsatte afsnit fra 1870’erne om Gråskär, Spøgelsesøen, virkede som fyldstof med en meget svag forbindelse til de nutidige begivenheder. Det var ikke en bog, der kunne holde mig vågen om natten – og det må en spændende krimi gerne kunne.

Jeg er dog ikke helt stået af over for Läckberg, men vil formentlig også være at finde blandt læserne når den næste bog i serien udkommer.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter