Frihed af Jonathan Franzen

Det starter så godt i Jonathan Franzens ferme familiesaga, “Frihed”. Patty og Walter Berglund har et fantastisk ægteskab og er eksemplariske forældre for Joey og Jessica, som oplever en tryg barndom i det frisindede Minnesota-hjem.

Gradvist begynder tingene at smuldre for den ubegribeligt overskudsagtige Patty, der ellers som en anden Duracell-kanin har været hele kvarterets samlingspunkt. Hun begynder at drikke og opføre sig underligt. Hvad er der sket?

“Hvor kom selvmedlidenheden fra? Dens umådelige omfang? Bedømt efter næsten enhver standard levede hun en luksuriøs tilværelse. Hun havde hele dagen, hver eneste dag, til at finde på en anstændig og tilfredsstillende måde at leve på, og alligevel var det som om det eneste hun nogensinde blev af alle sin valg og al sin frihed, var mere ulykkelig.”

Det er friheden, der har skylden! I Franzens optik er det amerikanske frihedsbegreb voldsomt overvurderet. For megen frihed giver mennesker tid til at lave en masse ulykker, fx overforkæle sit ene barn, der ender med at reagere stik mod hensigten. Frihed er også det bekvemme slogan, hvorunder USA kynisk har eksporteret nationens livssyn efter 9/11. Franzen er skeptisk uden at være moraliserende.

Vi følger familien Berglund i tykt og tyndt over en årrække. Karriere, kærlighed, utroskab, håb og bristede drømme. Synsvinklen skifter med jævne mellemrum fra person til person, et stilistisk kneb, som sikrer en flot dynamik og en overbevisende indsigt i de enkelte personers (tanke)liv. Sit eget afsnit får således også husvennen, den Iggy Pop-agtige Richard Katz, der egentlig lever bedst i en livslang depression, men som pludselig får uventet succes: “Han var på én gang mere fri end han havde været siden puberteten, og tættere på selvmord end nogensinde.” Den farlige frihed igen.

Og, oh fryd, ind i det begavede, underholdende og suverænt velskrevne drama formår Franzen at flette en svidende kritik af det republikanske USAs umådeholdne miljøsvineri, løgnene om krigen i Irak og nationens dobbeltmoralske religionshysteri. Hvor er det dog befriende at få sine egne (mis)tanker bekræftet af en insider.

“Frihed” fortjener i sjælden grad al sin verdensomspændende succes og alle sine mange priser. Det er en fantastisk sjov, dyb og menneskelig roman, som man ville ønske varede meget længere end de sølle 582 sider.

Tak til Mich Vraa for en indlevet oversættelse og for udtrykket ‘spatbenede ladebygninger’, der bragte smilebåndet på overarbejde.

Lån bogen på bibliotek.dk