Fremtidens araber : En barndom i Mellemøsten (1987-1992) af Riad Sattouf

Fjerde bind i Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserieopus er lidt af en moppedreng, hvor vi følger den ti-årige Riad over fem år. Familien er i Frankrig, hvor de bor til leje tæt på Riads mormor og hendes mand. Riads far arbejder nu i Saudi-Arabien, og de hører kun fra ham telefonisk med ugers mellemrum. I mellemtiden er pap-morfar blevet det store mandlige forbillede. En rolig ældre mand, der aldrig hæver stemmen overfor drengene og gerne deler ud af sin livserfaring. I modsætning til Riads far er han et pragteksemplar af en mand.

Det er en lys tid, Riad starter i den franske hvor lærerne ikke udøver vold. Og selvom han bliver drillet med sit krusede hår og sit, for de franske børn, underlige navn, er der ingen af de andre der forsøger at slå ham ihjel fordi de mener han er jøde. Altså en gigantisk opgradering i forhold til den forfærdelige syriske skoletid.

Men pludselig dukker Riads far op i det lejede hus. Riads farmor ligger for døden, og familien må rejse til Syrien for at sige et sidste farvel. Der kommer Riad i vanskeligheder, for han har glemt sit arabiske, og kan ikke kommunikere med sin syriske familie. Farmand viser ingen forståelse og begynder samtidig at stille krav om at Riad skal være en mand, – ja, han skal være familiens overhoved når farmand selv er på arbejde i Saudi-Arabien. Krav som Riad har meget svær ved at honorere. Samtidig eskalere problemerne mellem forældrene; kulturforskellene er som usynlige og uregerlige kæmper. Det understreges fint af farmands eksalterede reaktion over den irakiske invasion af Kuwait.

Riad selv er fanget i den vildeste pubertet, hvor hans interesse for kvindekønnet pludselig står i fuldt flor, mens han selv må følge forskrifterne i to vidt forskellige lande. I det ene øjeblik er han en almindelig uanselig fransk skoledreng, for i det næste at være en ‘mand’ i Syrien, hvor et forkert blik kan bringe ham alvorlige vanskeligheder. Det skisma behandles med stort satirisk vid, hvor alvoren bag er allestedsnærværende. Humoren er af den smertelige slags.

Det er som om den vanvittige historie bliver mere og mere vild, efterhånden som Riad bliver ældre og farmands manglende kulturforståelse kommer mere i front. Det er næsten svært at tro på at historien er sand. Men det er den.

Tegningerne er karikerede. Detaljeringsgraden er som i basse-bladet, en stil der fint passer med en utrolig, men ikke utroværdig historien. Albummet er primært sort hvid med enkelte tilføjelser, der understreger i hvilet land vi er. Frankrig er blå, mens Syrien er lyserød.

Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie bliver bedre album for album, og der kommer gud ske lov to album mere.

Lån tegneserien på biblioteket