429
2012
978-87-7955-980-6
The Impossible Dead
Ian Rankins John Rebus-serie er blandt de bedste og mest helstøbte krimier, der er skrevet i Storbritannien i nyere tid. Lutter veldrejede plots fra det skotske højland med masser af smæk for skillingen, flamboyante helte og skurke tilsat en knivskarp dialog.
Besynderligt nok opleves Rankins nye serie om ‘Klagerne’ med Malcolm Fox i hovedrollen nærmest som det modsatte. Som et halvsløjt whiskyblend tilsat for meget vand. Historierne er ikke så pokkers interessante, tempoet mildest talt moderat, personerne blege og ligegyldige, replikkerne sært uengagerede. Og værst af alt står usandsynlighederne i kø – både i 1’eren “En intern affære” og her i 2’eren “Fortidens døde”.
Fox er ansat i politiets afdeling for interne undersøgelser, en voldsomt upopulær enhed, der skal afdække kollegernes eventuelle uredelighed. Denne gang skal Fox og hans håndgangne mænd til Kirkcaldy, hvor den grovkornede kriminalassistent Paul Carter angiveligt har udnyttet prostituerede kvinder, og hvor tre kolleger måske, måske ikke dækker over ham.
Alle kneb tages i brug for at spænde ben for Fox’ arbejde. Men med vanlig stædighed graver denne renfærdige hædersmand sig ned i sagen og afslører et morads af løgne, der peger tilbage til 1985, hvor en højtstående skotsk seperatist omkom i en mystisk bilulykke. Og med ét begynder flere af hovedpersonerne at falde bort omkring Fox. Atter engang camoufleres dødsfaldene som selvmord, men Fox aner en snedig konspiration med usynlige snubletråde, der rækker helt op til samfundets højeste cirkler. Op til den slags hensynsløse mennesker, som er særdeles farlige at komme på tværs.
Slutningen er et drabeligt opgør på liv og død. Skydning, hængning eller et fatalt biluheld kan sætte det endelige punktum for serien om ‘Klagerne’ (åndssvagt ord, i øvrigt). Desværre agerer både den erfarne Fox og den ikke mindre erfarne superskurk som lallende amatører, hvis respektive scenarier for opgøret begge er helt ude i hampen. Man tror simpelt hen ikke på hændelsesforløbet.
Rankin virker træt i denne serie. Den sædvanligvis fremragende oversætter Søren K. Barsøe har flere smuttere (hvad er ‘systuen’ på et hospital? Er ‘venerabelt’ ikke et lidt aparte ord at bruge om et hotel?). Og forlaget Klim har slet ikke styr på anførselstegnene gennem hele bogen. “Fortidens døde” er en helt igennem trist og sjusket affære.