395
2014
978 87 400 1459 4
1. udgave
Sikke et spild af talent!
Forfatterpseudonymet Kazinski, hvis varemærke ellers er intelligente krimier med både nerve og tankegods, forlader her komfortzonen og giver sine trofaste læsere noget, der minder om en C-film i bogform. Et fuldkommen usandsynligt plot befolket af utroværdige papmachefigurer, som lades totalt i stikken af instruktøren.
Hvis det HAVDE været en film, ville jeg have kastet fladskærmen ud af vinduet efter 10 minutter, men nu overvejer jeg selv at hoppe i stedet som straf for den dårlige vane med altid at læse bøger færdige. Dumme mig. Kun forfatternes gode sprog redder den ene stjerne hjem.
Handlingen kort: For tre år siden blev Julie forladt af Jens, der duskede lækkermåsen Ulrikke. Nu lykkes det Julie at tage et billede af Ulrikke i en kompromitterende situation i et omklædningsrum i Magasin, og hun øjner chancen for at nyde hævnens sødme.
Til en vejfest betror hun sig til tre naboer, som naturligt nok synes, hun er langt ude. Men som straks efter alle tre begynder at forfølge andre, som, de mener, har ødelagt deres liv.
Vi ledes nu håndfast ad fire separate spor, som mod al logik krydser hinanden hen ad vejen. Artige afsløringer hober sig op – pædofili, dødskørsel, matchfixing – og bedst som vi tror, at nu lysner det i øst for de hårdt prøvede aktører, viser det sig, at … der kommer en 2’er, hvor FORFØLGERNE VENDER TILBAGE! Åh nej.
Savner du et billede af de fire hovedpersoner? Det gør jeg også. Men så meget kan udledes, at Julie har større bryster end Beatrice; at fodboldtossen Casper har en begyndende ølsæk og bestemt ikke er lige så charmerende som stivstikkeren Asger, der ligner George Clooney.
Savner du en saftig beskrivelse af sex, som nødvendigvis må være en del af handlingen i en bog med smukke kvinder og lystne mænd? Det gør jeg også. For det nærmeste vi kommer – men det gør vi så et par gange eller tre – er, at “hun omslutter ham”.
Så hellere coitus interruptus.