382
2007
978-87-02-06250-2
Vi møder den unge danske læge Maja Holm i et mindre bysamfund på Norges vestkyst. Hun arbejder dels i en lægepraksis og dels på en skadestue. For at overkomme de lange vagter og for at kunne sove, når hun så endelig har lejlighed til det, kigger hun dybt i pilleglassene i lægetasken. Hun er flygtet fra et forhold i Danmark, som var tæt på at blive til ægteskab, og har tilsyneladende været ansat flere steder i Norge.
Maja har en veludviklet retfærdighedssans, og da hun pludselig står med en ung mand på skadestuen, som tilsyneladende er død af en overdosis, sætter hun sig for, at hun vil finde ud af, hvordan det er gået til. Den unge mand bor i det samme lidt skumle kvarter på den gamle sildehavn, som hun selv bor i.
Da hun en dag finder sin underbo dræbt af utallige knivstik, er hun klar over, at noget helt galt i det lille samfund.
Det er en spændende og velskrevet krimi, og hovedpersonen er en fascinerende kvinde, med en egen og til tider meget stædig indstilling til omgivelserne. Men det er samtidig denne stædighed, der gør, at hun i den sidste ende opklarer forbrydelsen, hvor alle andre slet ikke var klar over at der var begået en forbrydelse.
Bogen mangler hverken action eller skumle intriger udtænkt af grådige bagmænd.