Flugten fra camp 14 af Blaine Harden

I Nordkorea ligger arbejdslejre hvor børn og voksne arbejder sig til døde, indespærret af pigtråd og bevogtet at riffelbevæbnede bødler. Næsten som en tysk koncentrationslejr, dog med en bemærkelsesværdig forskel, idet der fødes børn i lejrene, som vokser op der, og derfor ikke kender til andet. Shin er født i camp 14 og han er den eneste der er flygtet fra en arbejdslejr. Andre afhoppere er flygtet over grænsen til nabolandet Kina, men det har været almindelige borgere der ikke har siddet i arbejdslejr.

Shin fortæller om livet i lejrene, hvor han som seksårig ser en pige fra klassen blive tæsket til døde af læreren, fordi hun havde stjålet en håndfuld majskorn. Majskorn der sammen med kål dækker deres kost fra vugge til grav, majsgrød og kålsuppe, tre gange i døgnet og der er aldrig nok af det, så alle sulter. Shin fanger rotter som han spiser sammen med sin eneste ven. En ven han i øvrigt ikke stoler på, for alle belønnes for at angive andre, og man holder samlinger hvor hver enkelt bedes fortælle om de fejl han har gjort, og tager sin straf for det. Kunsten er her at finde på noget at indrømme, som ikke giver andet end et par stokkeslag, for indrømmer man ikke noget, bliver straffen hårdere; man har løjet. I 90’erne er der slem nød i landet, Sydkorea har skåret ned på nødhjælpen der primært består af gødning. Landbruget mangler gødning, så alle i arbejdslejrene beordres til at have afføring én gang dagligt, og opsamle det til senere brug. Shin bliver om vinteren sendt ud til vagternes huse, hvor børnene må tømme de gennemfrosne latriner, hugge is af ekskrementerne og slæbe den frosne menneskegødning hen til et opsamlingssted.

På et tidspunkt opdager Shin at hans mor planlægger at flygte. Det melder han til sin lærer, men læreren tager selv æren for angiveriet og Shin fængsles og tortureres, for at have været i familie med en flygtning. Torturen beskrives, og det er ubeskrivelig modbydeligt. Morens flugt mislykkes, og hun henrettes for øjnene af Shin og lejrens andre fanger. Det er obligatorisk at overvære henrettelser og Shin overværer sin første henrettelse da han er helt lille. Det er det første minde han har. Nu overværer han hvordan hans bror bliver skudt, og hans mor bliver hængt, og han ved at det er hans skyld at de er blevet fanget. Samtidig føler han ingen skyld, ingen dårlig samvittighed, han hader derimod dem begge, for at forbryde sig imod den gældende orden. Det er først da han sidder i Sydkorea og kan se hvordan almindelige mennesker agerer at han indser hvor forkvaklet hans eget følelsesliv er. At smile, le eller græde er ham fuldstændig fremmed.

Shins fortælling er nedfældet at journalisten Blaine Harden, som Shin under hele processen har vægret sig ved at mødes med, og har haft meget svært ved at åbne op for. Arrene fra det konstante angiveri sidder i hans sjæl, og han arbejder stadig med at lære at være et helt følelsesmæssigt funktionsdygtigt menneske.

Lån bogen på Bibliotek.dk