132
2014
978-87-92246-63-9
Hvad er Fimbulvinter egentlig og hvad skete der, da Erik Thorvaldsson (også kendt som Erik den Røde) drog mod nord, nærmere sagt mod Island og Grønland?
Søren Glosimodt Mosdal har her forsøgt at vise os de strabadser, som er en sand historie (ifølge bogens omslag). Erik den Røde var en vikingehøvding og han forlod sit Norge, da han var nødt til at gå i eksil. Denne fortælling starter på Ubygderne, som er i det nordvestlige Grønland, men for at vi kan forstå hvad der foregår, bringer Mosdal os hurtigt tilbage til begivenhederne året før, hvor hans søn Leif kommer tilbage til familien efter en tur til Norge.
Men han kommer bestemt ikke alene tilbage – udover hans følge har den norske konge sendt en præst med og dette er ikke velanset i Eriks øjne. På Grønland tror man på den nordiske mytologi og dette bringer en del indbyrdes krige med sig. Leif bærer allerede korsets tegn på sig og befolkningen må finde ud af, hvem de må følge hver især. Fimbulvinter er i øvrigt et udtryk fra den nordiske mytologi, som varsler om verdens undergang, hvis vinteren aldrig bliver til sommer, men der er tre vintre i træk i stedet.
Det er tydeligt at Mosdal har researchet en del til denne graphic novel og det lykkedes på sin vis godt. Men alligevel er det en lidt forvirrende historie, i og med vi ikke altid som læsere er klar over hvem der gør hvad og hvornår. Hans elementer af nordisk mytologi er også lidt for dominerende til tider, men selve hans illustrationer er fantastiske og det er ikke den sidste, jeg vil læse af Mosdal. Dog bør man læse historien om Erik den Røde før denne graphic novel, i og med dette vil give mere mening for en læser, som ikke er ekspert i vikingetiden.
Alt i alt vil jeg bestemt anbefale denne – dog med det forbehold at historien kan virke utrolig grusom til tider samt forvirrende. Den egner sig bedst til voksne og unge grundet de voldelige illustrationer.