Farvernes uge af Elena Garro

Denne novellesamling – ialt 13 noveller  – er mit første møde med mexicanske Elena Garro (1916-1998). Hun må siges at være en interessant dame; alsidig forfatter, stærkt politisk og kulturelt engageret, skrev magisk realisme (vist endda før Gabriel Garcia Márquez) og var gift med Octavio Paz.

Temaerne er bl.a. kærlighedens mange ansigter, tidsforskydninger/parallelle universer (det kan være en udfordring at leve en del af sit liv i 1500-tallets aztekerrige og en del i nutidens borgerskab) og leg med metaforer som f.eks. ugedagenes sande identitet – herunder deres laster og dyder. Der er bestemt humor i historierne, men de er også barske, mørke og lidt syrede.

Fortællingerne er befolket af (til tider yderst håndgribelige!) genfærd, og man mærker spændingsfelterne mellem indianernes skæbnetro og livsyn og katolikkernes religiøse myter og verdensopfattelse.

En række af fortællingerne (6 ialt) følger søskendeparret Leli og Eva, som netop er udstyret med nogle intellektuelle og dannede forældre på den ene side, og indianske tjenestefolk, en nisse og trusler om heksekunster på den anden. De udforsker verden omkring sig i skikkelse af de to hunde Kristus og Buddha, besøger Don Flor som har taget på sig at styre og dominere ugedagene (som alle er kvinder, og ikke altid passer deres plads i ugen) og integrere voksen-udtalelser som “regeringen er blodtørstig” eller “vi er prisgivet vores skæbne” i deres helt eget børneunivers.

Man skal lige ind til Garros tankegang, men så er det en meget original og interessant oplevelse at gå på opdagelse i hendes historier.

Hvis man er en læser med begrænset kendskab til magisk realisme og latinamerikansk folklore, kan man med stor fordel læse oversætter Ane-Grethe Østergaards ganske glimrende efterord, som jeg læste halvvejs igennem samlingen, og bestemt følte mig klogere på bogens univers af.

Lån bogen på Bibliotek.dk