Pulitzer Prize
0 kommentarer

Farven Lilla af Alice Walker

af d. 14. februar 2013
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

1995

ISBN

87-7560-747-6

Originaltitel

The colour purple

Udgave

3.udgave

 

Denne bog har i mange år stået på min liste over bøger, jeg måtte læse.

Historien foregår i Sydstaterne i 1920’erne og er et bevægende tidsbillede på de sortes vilkår der.

Hovedperson er Cecilie, der bliver voldtaget af sin far og føder to børn, der bliver bortadopteret. Faderen gifter hende bort til en midaldrende enkemand for at blive mor for hans børn.

Cecilie lever under slavelignende forhold hos manden, men tilpasser sig uhyrlighederne og passer hjem og børn upåklageligt og underkaster sig også mandens seksuelle krav og accepterer, at han har en elskerinde.

Cecilie skriver breve til Gud – og det er gennem disse breve vi lærer Cecilie og hendes skæbne at kende. Brevene skrives med hjerteblod, og som læser kan man ikke undgå at blive berørt af Cecilies uskyld og hendes fortvivlende lod i tilværelsen.

Manden jog i sin tid Cecilies søster Nettie på porten, og det viser sig, at Nettie gennem flere år har skrevet breve til Cecilie – breve, som manden har gemt. Cecilie finder disse breve, og begynder nu at stile sine breve til Nettie i stedet for til Gud – og som læser bliver man tilskuer til en grænseløs kærlighed mellem to søstre, der er blevet skilt. Nettie er missionær i Afrika og lever heller ikke et problemfrit liv.

Som læser skal man huske, at postgangen dengang var en langsommelig affære, og at breve var længe om at komme frem, og det sætter det hele i perspektiv, at vi ikke får at vide, om brevene rent faktisk kommer frem og bliver læst af den anden.

Bogen spænder over et helt livs brevveksling – og skæbner flettes ind og ud af hinanden. En fin fortælling, fortalt på en ganske særlig måde – og en stemme, der ikke forsvinder.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter