0 kommentarer

Enorm! : 30 års Doonesbury om Trump : en Doonesburybog af Garry Trudeau

af d. 20. juni 2017
Info
 
Sideantal

111

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7085-665-2

Originaltitel

Yuge! oversætter: Ole Steen Hansen

 

Til ‘Enorm’ har tegneren af Doonesbury, Gary Trudeau, samlet alle de striber der er relateret til Donald Trump igennem 30 års avisstriber. Hvad Doonesbury har af ambitioner om at være den amerikanske avislæsers foretrukne satiriske pust, mangler den i dynamisk udtryk. Figurerne er nærmest slatne, manglen på spændstighed aftegnes også i samspillet med dialogen, der afslører samtlige personer som lidende af lallende udbrændthed – på nær Trump. Det er dekadencen der er seriens hjørnesten, sammen med en meget amerikansk indforståethed. Man skal næsten have fulgt med i amerikanske medier på de tidspunkter hvor striberne har været bragt, for at kunne nyde albummet.

Selvom Doonesbury muligvis er provokerende set med en amerikaners øjne, mangler jeg det bramfri element. Akilleshælen er klart et dansk kontra et amerikansk publikum, for den er skrevet til en amerikansk målgruppe, stoffet er så ærkeamerikansk at en stakkels dansk læser ofte er ‘lost’. Heller ikke tegningerne rummer noget der kunne ruske lidt op i bolledejen. Der er ikke noget der er bare halvgrimt, – det eneste sted hvor satiren når ud via tegningerne, er når vi igennem Trumps mageløse hentehår kan skimte hans majestætiske skaldepande. Ellers er Doonesbury grafisk alt for konform og kedelig. Der er ingen bevægelse, der er ingen punchlines der hviler på tegningerne. Mange, nej ALLE, jokes kører rent på teksten, reelt er tegningerne mange steder helt overflødige. Det er synd.

Et par træk på smilebåndet rækker det alligevel til: Karikaturen af Trumps pressekonference tilbage i 2011 hvor han hentyder til Obama som ‘kenyaneren’ og roser sig selv via det ‘UTROLIGE’ pressefremmøde. Journalisterne ender med at græmme sig over på den måde at blive brugt som bevis på Trumps mageløshed.

Problemet er at her er en figur som det er svært at lave satire over, fordi den virkelige Trump i den grad selv er en stor selvrosende overdrivelse, og hvordan overdriver man lige en overdrivelse? Indimellem lykkes det for Trudeau og det må man tage hatten af for.

Lån tegneserien på biblioteket

Bedømmelse
Karakter