En grav i Gaza af Matt Rees
»Enhver forbrydelse her i Gaza er forbundet med alle de andre forbrydelser, hvor separate de end måtte se ud«.
Den besked får Omar Yussef på et tidligt tidspunkt i spændingsromanen »En grav i Gaza«. Forfatteren Matt Rees fødte hovedpersonen i romanen »Kollaboratøren fra Betlehem« og lader ham i denne roman fortsætte sin færd i Gaza-striben. Bogen udkom i Israel i 2008, altså tre år efter den israelske tilbagetrækning i 2005.
Matt Rees var i en lang årrække Mellemøst-korrespondent og leder af Time Magazines redaktion i Jerusalem. Han har rejst og skrevet fra Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, før han i 2007 debuterede med sin først Mellemøst-roman, »Kollaboratøren fra Betlehem«.
Og romanens relevans bliver slået fast i indledningen:
»Alle de beskrevne forbrydelser i denne roman er baseret på virkelige begivenheder, der har fundet sted i Gaza. Selv om personernes identitet og en del af oplysningerne om den er blevet ændret, begik gerningsmændene deres mord på den her omtalte måde, og de, der blev dræbt, er døde«.
Omar Yussef er sammen med sin svenske kollega på et FN-besøg i Gaza for at inspicere flygtningekvarterernes skoler. Han får færten af en rådden sag, hvor en universitetslektor er blevet fængslet, fordi han har delagtiggjort offentligheden i, at der fuskes med eksamensbeviser på universitetet i Gaza. Med de falske eksamenspapirer kan »de rigtige militærfolk« hurtigt stige i graderne. I den officielle palæstinensiske retorik bliver lektoren anklaget for at være CIA-spion.
Jo dybere Omar Yussef stikker sin næse i sagen, jo mere voldeligt bliver forløbet. En FN-kollega ryddes af vejen med en bilbombe. En selvbestaltet militsleder ved navn Hussein giver sin helt særlige manicure til dem, der ikke underkaster sig. Politikere og intellektuelle har deres bødler til at klare det beskidte arbejde, så de kan fremstå som uplettede.
Handlingsforløbet er lidt for fantastisk selv til Gaza, men forfatteren benytter lejligheden til at portrættere den forlorenhed, som florerer i det lovløse miljø i Gaza-striben (og for den sags skyld også på Vestbredden): Stenrige palæstinensere, der ikke holder sig tilbage for at udnytte billig asiatisk arbejdskraft. Palæstinensiske pampere, der ikke bryder sig om, at de militante Hamas-folk længere nede i systemet fyrer raketter af mod israelsk territorium – af frygt for at israelernes inddrager deres VIP-pas, så de ikke kan besøge de russiske prostituerede i Tel Aviv. Fundamentale menneskerettigheder, der af de palæstinensiske myndigheder bliver tilsidesat i den hellige kamps navn mod jødestaten. FN-udsendte, der i diplomatiets navn er parate til at holde betændte oplysninger tilbage og se stort på råddenskab i det små for ikke at ødelægge fredsprocessen eller håbet om en fredsproces. Og FN-ansatte, der får et skudsmål fra palæstinensere – råt for usødet: Mange af dem er her egentlig blot for at tjene lidt skattefrit, kunne pudse deres glorie og så ellers rejse videre til et andet sted i verden, der skal frelses.
Flere anmeldere af denne bog har fundet det påfaldende forkert, at forfatteren holder israelerne ude af beskrivelser og handlingsforløb. Jeg er uenig. Det er netop en af styrkerne ved Matt Rees’ romaner fra Palæstina, at han isoleret beskriver de interne problemer, som palæstinenserne selv har at tumle med.
