Dværgen af Pär Lagerkvist

Det er med et lettelsens suk, at man lukker ”Dværgen” og lader bogens univers bag sig. Ikke fordi den var kedelig eller dårligt fortalt, men fordi man så kan håbe, at den ondskab, man lige har stået ansigt til ansigt med, kun lever i historien om dværgen.

Det er denne lille mandsling, som uden at sige for meget er den rene antikrist, der tegner et ulideligt rædselsfuldt billede af sine omgivelser. Bogen foregår på ikke nærmere bestemt tid og sted, men det kan vel bedst beskrives som en art italiensk 1500-tal med alt, hvad dertil hører af groteske og barokke scenerier. Dværgen er hofnar hos kongen, men han bringer mere sorg end morskab med sig. Han er historiens fortæller, og alt ses gennem hans bitre øjne, og det er ikke så lidt, der ses. Pesten hærger, der foretages mærkværdige eksperimenter, og dværgen spiller en ikke særligt flatterende rolle i indtil flere menneskers ulykke.

”Dværgen” skal læses for sin fantastiske beskrivelse af menneskelige følelser. Den er kaotisk og forvirrende, men historien holdes i stramme tøjler af fortælleren, der ikke blot forsøger at bedrage sine tilhørere men samtidig bedrager sig selv.

Lån bogen på bibliotek.dk