Dukken der blev væk af Elena Ferrante

Når man engang ser tilbage på litteraturen i starten af det 21. århundrede, vil Elena Ferrante være blandt de navne, der stadig huskes. Hendes kvindeportrætter, hendes miljøskildringer, hendes flydende uanstrengte skrivestil er i en klasse for sig selv.

Før den fænomenale Napoli-kvartet udkom i hjemlandet “Dukken der blev væk”, hvor mange af de nu kendte og elskede temaer fra de fire store romaner allerede optræder, her i en komprimeret kontekst.

Den 48-årige lærerinde Leda har med forbavset lettelse sendt sine to voksne piger over til faren i Canada. Hun er fri som fuglen, har ingen, hun skal tage hensyn til og føler, at hun nu endelig kan gøre noget bare for sin egen skyld.

Afsted på lang sommerferie i en lille by ved Den Ioniske Kyst. Afslappet strandliv blandt de mange børnefamilier, forberedelser til det kommende semester om dagen, et glas vin eller to om aftenen. Alt tegner til en sommer fuld af selvforkælelse.

Men ak. Leda er en typisk Ferrante-heltinde, et modsætningsfyldt menneske, hvis baggrund og tankegods uafladeligt splintrer hende i smertefulde småstykker.

Som veluddannet lærerinde foragter hun sin grove napolitanske fortid med det primitive sprog, men forfalder hele tiden selv til det, når hun er presset. Som mor ønsker hun kun sine døtre alt det bedste, men kan ikke lade være med at optræde forførende over for deres kærester. Som kvinde solidariserer hun sig naturligt med andre kvinder, men ender ikke desto mindre med at optræde illoyalt over for en køn, ung mor – og at stjæle hendes 3-årige datters højt elskede dukke.

Hvad sker der for dydsmønstret Leda denne mærkelige sommer? Bortførelsen af den grimme og (viser det sig) ’gravide’ dukke bunder muligvis i hendes (og Ferrantes eget?) komplicerede forhold til børn. For børn er skønne, javel, men de er også skyld i, at intelligente, unge kvinder ikke får chancen for at indfri deres fulde potentiale.

“Alle ungdommens drømme forekom allerede bristede, det føltes som om jeg faldt baglæns mod min mor, min mormor, den kæde af stumme eller vrede kvinder jeg kom fra.”

Moderrollen som stopklods. Måske havde en abort trods alt været bedre?

Et lille mesterværk, smukt oversat af Nina Gross.

Lån bogen på biblioteket