Drageløberen Af Khaled Hosseini

Det skal ikke kunne siges om Bogrummet, at vi alle hyler med samme stemme.

Intet mindre end fem af Bogrummets anmeldere hylder ”Drageløberen”, og der skal en grundig søgning på nettet til, for at finde en kritisk røst overfor værket. Det burde borge for kvaliteten. Eller?

Uagtet at selve håndværket er udmærket, er det en historie der både er trættende og ualmindeligt deprimerende.

Der fortælles om ‘venskabet’ mellem to afghanske drenge: Rigmandssønnen Amir, og Hassan, søn af den tjener der arbejder for Amirs far. Amir er snotforkælet og hans behandling af Hassan er mildt sagt ussel. Omvendt ser Hassan et stort lys i Amir, så det er et ret skævt venskab, dikteret af kulturelle normer.

Tiden er nogle år før russernes angreb. Amir, der kæmper for at opnå sin arrogante fars anerkendelse, beslutter sig for at vinde det lokale dragemesterskab. Amir skal styre dragen, og Hassan, der er hurtig til bens, skal løbe drage op i vinden. Men dragen falder ned, Hassan løber efter, og fanges af en flok lokale bisser, der er intet ringere end vaskeægte afghanske nynazister. Hassan bliver mishandlet i en scene der er så modbydelig at det nærmest er ubærligt at læse. Værst er det at kujonen Amir ser til på afstand, men ikke griber ind eller henter hjælp.

Herfra bliver det mere og mere grusomt. Venskabet fortsætter, men Hassans liv er for evigt ændret, og det får indvirkning på forholdet mellem de to drenges fædre.

Senere kommer russerne og Amir flygter med sin far til USA. Den fattige tjener og sønnen Hassan lades i stikken.

Hassans skæbne er i ufattelig grad grum, i grusomhed er det næsten kun øjevidneberetninger fra Kz-lejre der kan overgå den. Det er sjældent at jeg opgiver en bog, men her blev jeg kun holdt til ilden af kæresten, der insisterede på at bogen var fantastisk og skulle læses til ende. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Hovedpersonen er en manipulerende, hyklerisk og løgnagtig kujon. Et karaktertræk der ikke forbedres, selvom handlingen følger Amir fra barnsben til voksen USA-flygtning. Han er gennemgribende ulidelig. Et ekstremt trættende bekendtskab.

En lille flig af fortrydelse vises, da den voksne Amir tager til hjemlandet for at opsøge Hassan. Men som sagt er Hassans skæbne ret uhyggelig og der kommer ikke meget godt ud af den tur. Det der i forvejen er brutal læsning bliver blot endnu mere ubærligt. Bedst som man tror at nu kan det umuligt blive mere umenneskeligt og sørgmodigt, optrapper forfatteren det altoverskyggende mismod. Selvmord blandt små børn? Så stopper festen sgu.

En anden grund til at bogen vækker mishag, er de usandsynlige sammenfald som præger den sidste fjerdedel. Af hensyn til kommende læsere skal der ikke oplyses mere her, men blot konstateres, at det er hamrende utroværdigt.

Vil man gerne lære om afghansk historie og kultur er der afgjort andre og mere spændende måde at gøre det på.

Lån bogen på biblioteket