Dommens dag af Sam Bourne

Nu kan der da ikke være flere mysterier om 2. verdenskrig, tænkte jeg, da jeg så undertitlen på Sam Bourne’s nye krimi “- afslører den sidste hemmelighed om 2. verdenskrig”. Og hemmeligheden er da også så som så. men det kommer selvfølgelig an på om du ligesom jeg, har haft bekendte der var fuldstændigt bidt af en gal krigsreportage om 2. verdenskrig.

En mand nedskydes udenfor FN-bygningen i New York. Selvfølgelig rejser dette lidt af et prekært problem for FN OG for de amerikanske myndigheder, for hvad skete der? Da den oprindelige terror-tanke opløses i tom luft, får Henning Munchau, chefadvokat ved FN, den ide at koble en af sine egne venner på sagen som repræsentant for FN og lade NYPD opklare sagen. Hans ven, advokaten Tom Byrne, skal så være FN’s hjælp i tilfælde af at tingene går galt og FN kan risikere image-problemer.

Tom tager i denne forbindelse til England for at opsøge den afdødes familie og om nødvendigt lukke munden på dem, men før han kan miskreditere/lukke munden på de pårørende, begynder der at ske ting og sager. Den dræbte viser sig at være en gammel mand, muligvis med et morderisk motiv og der er ugler i mosen hos hans efterladte datter, den underskønne Rebecca Merton.

Det er et ganske godt plot Sam Bourne har sat op, og jeg må indrømme at jeg efter de første af hans bøger også havde forventet en god krimi, men der var dog en ting der irriterede mig grænseløst ved krimien. Rebeeca og Tom begynder at udrede mysteriet sammen, men hver gang “Tom” tænker på Rebecca bliver sproget til den værste slags ugebladsroman. Det er simpelthen så ringe. Det er som om der lige SKULLE en kærlighedshistorie ind over, selvom krimien kunne klare sig fint uden.

Faktisk bedre.

Og alligevel får krimien mig til at glemme det værste og give 3½ stjerne.

Lån bogen på Bibliotek.dk