Dødevaskeren af Sara Omar

Anmeldelsen af denne bog har taget flere år. Det har den, fordi den gjorde det bøger gerne skal, nemlig satte tanker i gang. For hvor langt er vi kommet her i lille Danmark siden Lise Nørgaard opleve de ting hun senere skrev i “Kun en pige”?
Siden jeg kun gik med til at præsten skulle døbe min datter, fordi hendes far ønskede det? En præst som jeg havde en heftig skriftlig korrespondance med, fordi han ville vaske arvesynden af min kun tre måneder gamle datter! Et land hvor alle er lige, men hvor ansatte i den kirke, der prædiker næstekærlighed, kan vælge ikke at give hånd til kvindelige kollegaer. Fordi????

Frmesk, som er hovedpersonen i Dødevaskeren, er indlagt på Skejby hospital. Hun er på flugt fra sin mand, sin far og det meste af sin familie. Hendes sygeplejerske Darya bor i Danmark. Til forskel fra Frmesk er hun ikke født og opvokset i Zamwa, Kurdistan. Darya er født og opvokset her i Danmark og alligevel må Frmesk fortælle hende, hvad der er på spil, også for hende. Alene fordi hun kun er en pige.

“Kære Darya
Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret, og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie. Jeg prøver at fortælle min, selvom alen tanken fylder mig med skyld og skam. Jeg føler skam over at eksistere. For hvad er jeg andet end en udstødt kvinde i sygesengen, som ingen vil kendes ved, så længe hun ikke er dækket til af et ligklæde? Jeg er ingen Darya.
…..
Du kan forsøge at holde ud, dræbe din stemme og gennemleve volden og undertrykkelsen som en tavs eksistens bag dit slør.

Du kan dø for din egen hånd eller en mands.”

Udsigten til at blive fundet, fordi Darya ikke har modstået sin fars pres og holdt tand for tunge tvinger Frmesk væk fra hospitalet. Hun er ikke i sikkerhed, og så længe hun er levende vil store dele af hendes familie søge at finde hende og slå hende ihjel, fordi hun søger retten til at ytre sig. Retten til selv at bestemme, hvordan hun skal leve.

Det liv Frmesk har levet i Kurdistan var skræmmende. En morfar, der troede på hendes ret til at eksistere, og som søgte af skærme hende imod de familiemedlemmer, der mente at hun var forbandet på grund af en lys hårtot, var ikke nok i det lange løb. Hun blev hentet hjem til sin far og giftet væk til endnu en voldelig mandsperson. Og selv efter flugten til Danmark er hun ikke i sikkerhed.

Dødevaskeren giver et unikt indblik i et samfund, hvor mandens vilje er lov. Hvor en kvinde kan blive slået ihjel, hvis familien blot har mistanke om at hun har været utro. Hvor en ikke eksisterende jomfruhinde kan betyde død. Hvor en ung pige, hvis eneste opgave er at føde børn kan blive gift med en gammel mand og efterfølgende blive truet på livet, da hun bliver gravid, fordi barnet umuligt kan være hans, han er jo for gammel?!

På trods af beskeden om at Darya i sidste ende kun har ét valg at træffe, dø for egen hånd eller en mands siger Frmesk til hende, at hun skal huske, at hun er dyrebar. Og det er hun. For hun er født og har værdi, trods det faktum, at hun kun er en pige.

Lån bogen på biblioteket