Dødevaskeren af Sara Omar

Forord: ”Til Fremsk. Pigen, der i mange tunge år har levet som fange i mit hjerte. Til min mor af både ånd og fødsel. Det er igennem ordets kraft, at vi bliver tidsløse, at vi kan forandre.”

Dette er så absolut den bedste bog jeg har læst længe. En fantastisk romandebut af dansk-kurdiske Sara Omar, der blev født i 1986 i Kurdistan. Familien flygtede i slutningen af 1990’erne, og Sara har boet i Danmark siden 2001 og studerer statskundskab.
Hun er bestyrelsesmedlem i flere danske kvindeorganisationer. Omdrejningspunktet i hendes roman er den nedværdigende måde, kvinder og piger bliver behandlet på i mange muslimske lande og de udfordringer, kvinderne står overfor – både i deres hjemlande og i deres nye lande, hvis de kommer til Vesten.

Historien foregår primært i Kurdistan, og selvom det ikke er en selvbiografi, gættes der på, at bogen er stærkt inspireret af, hvad Sara Omar selv har oplevet eller været vidne til, dels i Kurdistan og dels fra hendes tid i Danmark.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det er kultur eller religion, der er hovedårsagen til, at bogens kvinder lever en kummerlig tilværelse. Men som kvinde i et frit land er det ubærligt, uforståeligt og skammeligt, at bogens kvinder ikke frit kan bestemme over deres egne liv og betragtes som andenrangsmennesker.

Bogen handler om den lille pige Fremsk, der er uønsket af sin far på grund af sit køn. Vi følger hende i hendes første år, hvor hun vokser op hos sin mormor og morfar, der har taget hende til sig, for at beskytte hende fra hendes far og hans familie. Som ganske lille pige oplever Fremsk mange forfærdelige ting, og som læser græder man over hendes lille liv og skæbne. Parallelt med historien om lille Fremsk følger vi den voksne Fremsk, der er indlagt på et hospital i Danmark på grund af en voldelig mand.

Sara Omar tegner nogle fantastiske menneskeportrætter, og beskriver i et levende og vedkommende sprog hverdagslivet i en kontrastfyldt familie. Mormoderen og morfaderen er kærlige mennesker, der skærmer den lille pige, mens farmoderen og farfaderen er onde mennesker, der tyranniserer familien. Forholdet mellem Fremsks forældre er præget af vold og undertrykkelse. Mormoderen er troende muslim og dødevasker, hvilket betyder at hun tager sig af de døde kvinder, som ingen andre vil begrave, kvinder der er dræbt i vanære og skam. Kvinder der er stenet eller tævet ihjel, fordi de er blevet gravide udenfor ægteskabet, fordi de har været deres mænd utro eller fordi de har født pigebørn i stedet for drengebørn.

Bogen efterlader et trist, men også stærkt indtryk, og jeg føler mig beriget af at have læst romanen, der også har den værdi, at den er uforløst. Vi hører ikke om Fremsk fra hun er 5 år til hun er voksen. Disse år må læseren selv fylde ud.

Ingen tvivl om, at der er mange, der vil blive vrede på Sara Omar for at have skrevet romanen. Hvor er det skræmmende, hvor farligt mennesker kan synes det trykte ord er, når det ikke tjener deres synspunkter. Derfor er det en vigtig roman, der vil blive husket. Og det er vigtigt at huske, at det er en roman, Sara Omar har skrevet, ikke en selvbiografi.

Omslaget er dragende flot!

Lån bogen på biblioteket