0 kommentarer

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris

af d. 10. april 2010
Info
 
Sideantal

347

Udgivet

2010

ISBN

978-87-11-42626-5

Originaltitel

Dead until dark

 

Sookie Stackhouse arbejder som servetrice i den lille sydstatsby Bon Temps, hvor hun af de fleste betragtes som lettere enfoldig. Det er hun nu ikke, men hun kan til gengæld høre folks tanker.

En dag dukker en vampyr op i baren, hvor hun arbejder, og selvom vampyrerne er blevet accepteret af samfundet i de seneste år, er Bill den første som slår sig ned i byen, og Sookie bliver tiltrukket af ham. Først af ren og skær nysgerrighed fordi han er vampyr, men det ændrer sig til forelskelse.

Mødet med Bill bringer dog uro ind i hendes hverdag. Ikke alle har særlig stor forståelse for vampyrer, og da en række kvinder, som alle har været sammen med vampyrer, findes myrdet, bliver Sookie involveret.

Charlaine Harris skriver humoristisk og veloplagt om en verden, hvor vampyrer er ligeså naturlige som mennesker, omend ikke altid lige så ønskede. Vampyrerne klarer sig med syntetisk blod og blodet fra de mennesker, som selv tilbyder sig. Naturligvis sker der stadig ind i mellem “uheld”, hvor en vampyr kommer til at slå et menneske ihjel, men som hovedregel finder man ud af en hverdag i fredelig sameksistens.

Hovedpersonen Sookie er en herlig uhøjtidelig person med en befriende humor og masser af selvironi. F.eks. fortæller hun om, hvor svært det kan være at koncentrere sig om sex, når ens partner tænker på, at ens røv er lidt for stor.

Selvom “Død indtil solnedgang” handler om vampyrer og mord, er det ikke en uhyggelig fortælling. Til gengæld er den fuld af humor, og jeg grinede rigtig mange gange undervejs.

Jeg ser frem til at læse mere om Sookie i de efterfølgende bind, og måske hopper jeg ligefrem på tv-serien “True blood”, som bygger på Charlaine Harris serie.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter