Djævleøen af Einar Kárason

En varm og flyvsk beretning fra det kolde Island, lige efter anden verdenskrig, hvor amerikanerne byggede base i Keflavik, og islændingene skabte forstæder og byggede huse af gigantiske olietønder. Forestil dig at man skar en kæmpe olietønde over, lagde den på jorden og boede i den. Amerikansk indflydelse og kultur siver ind i alle sprækkerne i de utætte blikhuse, i barakbyen, hvor den koleriske spåkone Lina og hendes fingernemme altmuligmand Tommy bor. Lina har overtaget opdragelsen af deres fire børnebørn, mens Tommy kører barakbyens eneste kiosk, hvor han både handler med de lokale og med amerikanerne. Samtidig starter han en vild og voldsom fodboldklub for de lokale snotunger, og sætter dermed en torn i øjet på naboerne i kunstnerkollektivet.

Vi hører om alle de skæve familiemedlemmer, alle de tilkomne og tilrendende børn, de skøre naboer og om barnebarnet Baddy, der vender hjem fra USA med amerikanske attituder, og han bliver billedet på det skisma som tilstedeværelsen af de amerikanske soldater medførte.

Kárasons debut udkom samtidig med navnebror Einar Már Gudmundssons tidligste romaner, og de herrer minder om hinanden, dog med klart definerede forskelle: Gudmundsson er ovre i det der kaldes magisk realisme, og der kommer Kárason ikke, selvom han muligvis er tæt på. Han nævner lidt spøgelser, men viser dem ikke. Magien er ikke med, den findes kun i hovedet på den turbosnakkende spåkone.

Her er mange personer, men ikke for mange – det er ikke en islandsk saga, faktisk kommer vi godt ind i hovederne på dem alle, og selvom historiske begivenheder er gengivet korrekt, er det spørgsmålet hvor meget man kan stole på. Som Kárason skriver inden romanen går i gang:

Historien er ikke løgn,

selvom begivenhederne og

personerne er opspind

Lån bogen på biblioteket