Djævelens kvint af Anne-Marie Vedsø Olesen

Takket være et sammentræf af omstændigheder genopstår den gamle ægyptiske kaosgud Seth i en statue på Glyptoteket i København. Snart efter tager han menneskeskikkelse og fører sig frem som playboy. Samtidig bliver ægyptologen Heloise Falkenberg besat af helbredelsesgudinden Isis. Den musikstuderende Gabriel Hartmann, som havde en spirende romance med Heloise, må herefter følge efter hende til Ægypten og påtage sig den rolle, han ifølge mytologien var forudbestemt til.

Lyder det som en stor mundfuld? Det er det så sandelig også, og trods et meget levende sprogligt talent, stor idérigdom og en omfattende baggrundsviden er der adskillige ting, som skurrer fælt i denne enormt ambitiøse bog. Bortset fra den genfødte Seth er personerne stive som papfigurer på et dukketeater og alle er besynderligt antikverede i deres samtaler, tanker og opførsel. Tag for eksempel den ‘mandesnak’, den fimsede Gabriel og den om muligt endnu mere fimsede Adam har, mens de er på overlevelsestur i Sahara. Deres ørkenvandring varer kun ti sider, men læserens er meget længere end det.

Bogens titel henviser til det ‘forbudte’ musikinterval tritonus (tre hele toner), som Mozart ifølge denne historie brugte i en glemt arie til ‘Tryllefløjten’. Uden at røbe hele plottet skal det nævnes, at denne aries potentiale for at påkalde djævelen spiller en central rolle i handlingen, men det er noget vrøvl, at Mozart ellers aldrig brugte dette interval i sine værker (f.eks. takt 7 i ‘Adagio’ KV 580A). På grund af arien skal man trækkes igennem diverse paralleller til handlingen i nævnte opera, og her knækker filmen for alvor, fordi bogen vil sige alt om alting – kampen mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem kunst og kaos.

Det her er Karen Blixen, tilsat Christian Jacq, tre skefulde operafører og en knivspids Euroman. Mit lokale bibliotek har påsat en etiket med ordet GYS på bogen, men det er et gys af den forkerte slags.

Lån bogen på Bibliotek.dk