Djævelen og frøken Prym af Paulo Coelho

Etik for begyndere, eller lommefilosofi på højt plan. “Djævelen og frøken Prym” er sandsynligvis en bog der vil dele læserne. Jeg hælder til at Paulo Coelhos historie er et mislykket forsøg på at være klog.

Han tumler med de to helt store begreber, Det Gode og Det Onde, som han personificerer og bryder i en række af bogens personer. Vi befinder os i en lille landsby, Viscos. En dag vader en fremmed ind i byen og stiller den unge frøken Prym i et dilemma af dimensioner. Hvis hun kan få byens beboere til at slå en medborger ihjel inden en uge, får byen en guldskat, der er stor nok til at ingen i byen nogensinde mere behøves lave noget. Hvis hun vælger ikke at viderebringe den fremmedes dødsspil, vil den fremmede selv stille byen udfordringen. Men han vil også fortælle byen at pigen prøvede at lade lykken passere forbi det lille samfund, og så vil byen efter al sandsynlighed vælge at dræbe hende for at få fingre i guldbarrerne. Av for den, hvad gør den lille frøken mon.

Coelho fortæller i et mytologisk-religiøst toneleje. Byen har selvfølgelig en helt særlig historie som vi undervejs skal høre i form af mere eller mindre løsrevne lignelser; fx om den hellige huleboer Sankt Savin, der omvender den farlige røverkonge Ahab.

“Du frygtede mig ikke, og du dømte mig ikke. For første gang har nogen tilbragt natten hos mig i tiltro til at jeg kunne være et godt menneske.” og bla bla bla.

Paulo Coelhos bog er overfladisk omgang med en af livets helt store uforståeligheder; hvorfor fanden er vi så lede ved hinanden? Jeg gider kun læse den slags, hvis ordene og tankerne indeholder oprigtig dybde og smerte – og det gør “Djævelen og frøken Prym” ikke.

Læs den, hvis du vil dræbe for at vinde i lotto.

Lån bogen på Bibliotek.dk