Disse øjeblikke af Herbjørg Wassmo

I “Disse øjeblikke” skriver Herbjørg Wassmo ud fra sit eget liv. Hun skriver om at være kvinde, om at være kvinde og forfatter, om at føle sig anderledes i en lille flække i Norge, om at ville noget andet end det gængse og om at kæmpe mod bedre vidende for at være den hun er – hvad end det så er. Det er ikke en decideret selvbiografi men mere over i den selvbiografiske roman. Wassmo har sin helt egen vidunderlige måde at bruge sproget på, så selv de mest almindelige ting bliver fine at læse. Som her, hvor hun som ung er til fest og den første mand hun har været sammen med også er til stede:

“Det bliver hurtigt oktober. Til en fest i lokalet ser hun ham danse og le. Han har en flaske i lommen. Jakken hænger tungt ned på den ene side. Han er en anden end om sommeren. Det er vel habitten og slipset, der gør det. Han står i en kreds af piger hele tiden. Er vist meget populær og ser ikke hende. Hun kan mærke genertheden som en snedrive rundt om sig. Danser med drengene fra klassen. Musikken er langt væk.
Da hun går hjem, kan hun mærke, at en stor boble vokser i brystet. Hun prøver at trække vejret let, for at den ikke skal revne. Den kommer op i halsen og smager ikke godt.
Efteråret vil have hende tværs gennem den strikkede jakke.”

Det er ikke en let opvækst. Hun misbruges af faderen, et misbrug som aldrig beskrives direkte, kun omtales via en voldsom foragt og had mod faren. Hendes mor siger ikke noget, prøver bare at glatte ud når ældstedatteren bliver alt for åbenlyst fuld af foragt. Som om det ikke var nok reagerer hendes far med at få ondt af sig selv. Fortællerens vrede og raseri og en enkelt passage om at ligge og lytte til fodtrin i sin seng er nok til at beskrive den rædselsfulde byrde incest lægger på et menneske. Herbjørg Wassmo har tidligere skrevet om incest i trilogien om Tora som består af ‘Huset med den blinde glasveranda’ (1981), ‘Det stumme rum’ (1983) og ‘Hudløs himmel’ (1986).
Fortælleren bliver gravid meget ung og føder en søn som hun må efterlade hjemme hos mormor, mens hun selv tager af sted for at tage uddannelsen til lærer i en anden by. Hele tiden spøger trangen til at fortælle historier, til at skrive, i hendes hoved. Tankerne omkring skriveriet bliver til samtaler med afdøde forfattere. Hun har for eksempel flere samtaler med Knut Hamsun, blandt andet om smerten ved at skrive det man ikke tør.

“Disse øjeblikke” er en velfortalt udviklingshistorie. Den skriver sig ind i en række andre fortællinger om at finde plads til sig selv midt i det almindelige trummerum som udgør livet med mand, børn, job og hund. Her i en ‘samtale’ med Simone de Beauvoir:

‘Du drømmer om at opleve. Gøre det virkeligt store? spørger Simone.
Ja, medgiver hun. Og for hver gang jeg bliver klar over, hvor langt jeg er fra målet, så sniger der sig en misfornøjelse ind, som forgifter det hele.
Har du tænkt på, at du bruger dine kræfter på forkerte opgaver?
Ja. Men de forkerte opgaver skal også gøres. Man må tage ansvar.
For hvad?
Børnene og arbejdet, siger hun og klatrer op på skæret. Det er åleglat og skarpt.
Du er dit største ansvar! Du må tage plads til dig selv, siger den barnløse forfatter fra Paris.’

Jeg kan kun anbefale at man tager sig tid til at læse “Disse øjeblikke”. Måske rammer den især rent hos dem der har en livsdrøm om ‘noget andet’ og kæmper med at erkende det og få det passet ind – tage plads til sig selv, som Wassmo siger det gennem Beauvoir.

Læs også Herbjørg Wassmos “Dinas bog” (1989) som er et helt forrygende kvindeportræt.

Lån bogen på Bibliotek.dk