Dionysosritualet Af David Hewson

En 16-årig pige bliver fundet i en tørvemose efter at have været forsvundet i 16 år. Finderne tror først der er tale om en antik marmorstatue (helt ærligt Hewson, den scene er altså for tåbelig!), Retsmedicineren Teresa Lupo tror til gengæld der er tale om et 2000 år gammelt mumificeret lig i stil med Grauballemanden – indtil hun finder en mønt fra 1982 under hendes tunge (og det er jo fuldstændig grotesk, at en garvet retsmediciner skulle kunne tage så meget fejl!) Mønten, pigens påklædning og en særlig stav, hun holdt i hånden, havde forledt Lupo til at tro, at hun var et offer i en gammel Dionysos kult. Og hun tog ikke helt fejl – på nær de 2000 år…

Næsten samtidig med at pigen fra tørvemosen bliver obduceret meldes en anden 16-årig savnet. En pige som udfra de foto, man har fundet i de gamle kartoteker, ligner den afdøde. Kriminalpolitiet øjner en sammenhæng – hvor absurd den end måtte forekomme – og sætter en eftersøgning igang, som leder frem til sammenstød med nogle af de mest magtfulde forbrydere i Rom..

Ja, ja, jeg kunne jo ha’ sagt mig selv, at der måske ville gå lidt frimurerloge i denne historie med sådan en titel; men opmuntret af Hewsons første bog på dansk, “Martyrernes blod”, som var ualmindelig god underholdning (uden nogen jagt på Pagtens Ark og den slags fis), gav jeg mig tøvende i lag med de gamle ritualer omkring bakkanalet, som er en gevaldig drukfest, tilsat lidt mystisk mumbo-jumbo med satyrfigurer mm., og som tilsyneladende stadig udøves i nutidens Rom.

Persongalleriet er til dels det samme som i “Martyrernes blod”. Politiinspektøren Nic Costa har været igennem en hård tid efter at være blevet hårdt såret, med psykiske traumer og druk til følge. Ved sin tilbagevenden bliver han parret med den midaldrende og usædvanligt grimme Gianni Peroni, som lige er blevet degraderet fra kommissær, fordi han blev taget i seng med en luder. Leo Falcone er stadig chef for kriminalpolitiet, men må i denne sag om forsvundne piger finde sig i at skulle samarbejde med specialafdelingen DIA, under ledelse af hans tidligere og nu pokkers besværlige kæreste, Rachele D’Amato.

Nå, men bortset fra at Hewson tilsyneladende heller ikke selv er i stand til at sætte sig ind i de gamle hedenske ‘julelege’ og dermed gøre genoptagelsen af ritualerne troværdig, så er der dog meget positivt ved “Dionysosritualet”. Historien er handlingsmættet og fuld af overraskelser, Hewson gør det rigtig godt med karaktertegningerne, specielt den nye figur Peroni er et interesssant møde. Og den sideløbende historie med gangsterbossen og hans familieproblemer er bestemt også god.

Lån bogen på biblioteket