Dette fremmede i mig af Orhan Pamuk

Kan du ikke få den, du elsker, må du elske den, du får. Denne gamle sandhed lærer Mevlut på den hårde måde, da han i nattens mulm og mørke løber bort med Rayiha – i den tro, at det er hendes smukke søster Samiha med de sorte, forheksende øjne. Øjne, som Mevlut i flere år har skrevet smægtende kærlighedsbreve om.

Fætter Süleyman har imidlertid narret ham og byttet om på pigernes navne, for Süleyman håber selv at erobre Samiha. Trods alt er der ikke så mange attraktive mænd i den lille flække, de bor i.

Mevlut er en sagtmodig sjæl, og han får snart øjnene op for Rayihas kvaliteter. Hun er en god kvinde, der sætter styr på hans omflakkende liv og føder ham et par dejlige børn. Hvad mere kan man ønske sig af livet?

Rayiha og Mevlut flytter til Istanbul i starten af 1980’erne. En hektisk metropol, der på et halvt århundrede vokser fra tre til tretten millioner indbyggere. Byen, der forbinder Europa og Asien, er romanens egentlige hovedperson. Vel at mærke ikke de overdådige paladser og glitrende strøg, som vi turister oplever, men de nedslidte, ludfattige forstæder, hvor fæle betonhøjhuse efterhånden erobrer de syv høje i byens omkreds.

Mevlut tjener netop nok til sin lille families overlevelse ved at vanke omkring i Istanbul med et tungt åg over skuldrene og falbyde den traditionelle drik boza. Hårdt arbejde med et beskedent udkomme, men Mevlut stiller ikke høje krav. Ej heller selv om fætre og onkler bliver velhavende omkring ham, og ikke kun med stuerene metoder.

Igennem Mevluts lidet skarpsindige øjne oplever vi landets militærkup og senere islamisering, der vinder over Atatürks verdslige visioner for et moderne Tyrkiet. I Mevluts familie har kvinderne altid gået med tørklæde, og det fortsætter de med, selv om det ofte er dem, der har bukserne på.

Med ”Dette fremmede i mig” har nobelpristageren Orhan Pamuk skrevet en vægtig og underholdende roman om det store i det små, om pligt og kærlighed, om fortidige dyder og nutidigt profitbegær. Bogen slutter i vor egen tid, og det er fascinerende at få indblik i de ældgamle værdier, der stadig præger et så mægtigt land som Tyrkiet.

”Dette fremmede i mig” er blevet skamrost som et mesterværk af den internationale og den danske presse. Så jeg er nok bare et tidselgemyt, når jeg tillader mig at pippe, at den velskrivende Pamuk vist foretrækker den brede pensel til at udmale begivenhedernes farverige strømme frem for at nørkle med menneskesjælenes mere mudrede nuancer. Selv efter 640 sider fremstår Mevlut som en lidt utydelig person, og han er immervæk dén, der er tegnet skarpest op.

Lån bogen på biblioteket