Det syvende bånd af Svend Åge Madsen

Den unge gymnasielærer Sverre trives fint i det kontroversielle nyindførte system. I guddommelig retorik refereret til som “Kæden” og gående ud på en massiv – endda totalt omsiggribende og benhård kontrol med hver og ét medlem af det danske samfund.

Og nej. Dette er ikke endnu en af disse klassiske samfundsangribende svadaer om det forfærdelige, hykleriske og diktatoriske overvågningssamfund som markedet er begravet i, og som egentlig repræsenteres fint af George Orwells “1984”. For i Danmark anno – ja det er jo ligegyldigt idet vi taler om Svend Åge Madsensk tid, men i hvert fald cirka nu, overvåges samfundet og alle personer ned til den mest glemte bums i parken og over den rigeste advokat, ikke af staten (eller “Staten”, om man vil). Nej staten spiller faktisk slet ingen rolle i det øjemed som andet end rent administrativt organ.

“Engang fødtes hvert menneske i ensomhed, levede i ensomhed, og i ensomhed døde det. Takket være Kæden er dette livsvilkår sat fra magten. Vi er ikke længere én og én. Og én og én. Kæden knytter os sammen til en organisme, giver os et åndedræt og en fælles puls. Så fortsæt endelig med at fortælle mig, Katri, Vita, hvad dit navn end måtte være”

Samfundet overvåges af samfundet. Jeg overvåger dig, og du overvåger mig. Vi overvåger allesammen hinanden.

Bogstaveligt talt? M-hm – bogstaveligt talt. Alle og enhver er udstyret med bittesmå kameraer, med hvilke de konstant holder øje med én anden person. Nej selvfølgelig ikke konstant, men pointen er jo så, at man ikke kender sit “Øje” og derfor aldrig ved om man er overvåget. Fordelene er at kriminaliteten i den dags Danmark er nedsat med tæt ved 100 %, al moralsk anstødelig opførsel (undtaget al den alment accepterede af slagsen – hvis du og din partner bidrager til den almene fornøjelse for åbent Øje om aftenen, er det vel kun rimeligt at du også kan iagttage de andres fornøjelser samtidig, og at ingen lader sig nøje med noget), er bortfjernet.

Og midt i dette, roder Sverre sig ud i en række store problemstillinger – om hvilke jeg intet vil afsløre.

Jeg kan lide den. Jeg kan lide problemerne og fælderne, og alt det skæve man pludselig skal tage højde for. Jeg kan lide hovedpersonen, bipersonerne, skurken (for sådan en findes også, hvordan det så end kan gå til) og jeg morer mig over en fortællervinkel som man sjældent får lejlighed til at prøve – en fortælling i “du-form”.

Og så er det jo så dejligt med en sci-fi, problemroman med et alternativt og på mange måder sygt samfund, som alligevel kan fortælles gennem en roman som ikke kun beretter om død og ødelæggelse, men også om alle de elskelige små bløde følelser som vi små mennesker rammes af uanset hvilket åg vi lever under.

Lån bogen på Bibliotek.dk