Det første menneske af Albert Camus

Berømt forfatter omkommer i biluheld. I hans mappe finder man dele af et manuskript, hvorom han inden sin død udtalte, at han manglede et års arbejde på det, før det ville være klar til udgivelse. På næsten hver eneste side af manuskriptet er det fyldt med overstregninger og noter, der viser, at afsnit skulle slettes eller flyttes, samt at personer, begivenheder og stedbeskrivelser senere skulle uddybes. Vigtige personer skifter navn fra sætning til sætning, essentielle familiemedlemmer bytter roller.

To spørgsmål opstår naturligt: Hvorfor udgive et manuskript, der tydeligvis ikke er færdigt og derfor ikke er tilfredsstillende at læse? Svaret her er lige så naturligt: Fordi forfatteren er Nobelpristageren Albert Camus. Hans fanskare er så stor, at hver en krumme fra afgudens hånd øjeblikkeligt vil forvandle sig til det pureste guld.

Hvordan anmelder man en fuldkommen ufærdig bog? På samme måde, som madskribenten, der får serveret en boeuf rossini med en nonchelant bemærkning fra tjeneren om, at kokken desværre ikke nåede at garnere med fois gras og trøffel. Den frustrerede gourmet kan fabulere lidt om kødets kvalitet og den karrigt udmålte madeiraglace, men helheden – selve grunden til at bestille netop denne ret – mangler selvklart og er derfor umulig at udtale sig om.

“Det første menneske” er Albert Camus’ erindringer. Den begavede, unge mand vokser op i en forarmet familie i Algier i starten af det tyvende århundrede. Faderen dør i første verdenskrig straks efter sønnens fødsel, og Camus (der i bogen kaldes Jacques) vokser op under en streng bedstemors regime. Hans egen mor – køn, veg, uvidende – fungerer som en ældre, højt elsket søster. En næsten døvstum, meget vital morbror bor under samme tag og bliver en højst aparte farskikkelse. Det samme bliver en altruistisk lærer, der tager den lærenemme yngling under sine vinger, indtil han er flyvefærdig.

Der er indfølte beskrivelser af livet på samfundets bund i Algier. Man kan formelig smage det varme, bitre støv og dufte de halvrådne frugter, høre hylene fra de skabede køtere i gaderne og mærke smerten, når bedstemoderens oksehudspisk rammer tynd barnehud. En fed flue, der summer rundt i bedstemoderens soveværelse under den påtvungne middagslur, forvandles fra et ækelt insekt til drengens livline, så han ikke dør af kedsomhed.

Camus’ solidaritet med de ubemidlede, hans evne til at finde mening i verdens galskab, grundlægges under disse kummerlige kår. Erindringerne i “Det første menneske” bliver dermed en retrospektiv nøgle til det vigtige forfatterskab, hvilket naturligvis må tillægges en værdi. Men som selvstændig læseoplevelse er bogen en tynd kop te. Det er ikke Camus’ fejl – mange af noterne peger på en langt strammere, mere nuanceret bog – men hans kones og forlæggers.

Lån bogen på Bibliotek.dk