Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha af Miguel De Cervantes

Man kommer ikke uden om, at “Don Quixote” er en af den vestlige verdens vigtigste værker inden for litteratur. Den skarpe satire dannede grundlag, skole og inspiration for kommende kunstnere – forfattere såvel som malere, skulptører og designere generelt. Essensen af “Don Quixote” er stadig aktuel og inspirerende, men i nutiden er selve læseværdigen af bogen lidt begrænset.

Den skøre don Quixote fra la Mancha i Spanien fordyber sig i alt, hvad der er skrevet og sagt om middelalderens riddere og deres heltegerninger. Indhyldet i sin tåge af fantasi, drager han ud i verden for at opsøge alle de elementer, der hører en sand ridder til. En nærliggende landevejskro bliver i Quixotes hoved til en mægtig borg, og han overtaler værten til at slå ham til ridder, i sin egenskab af ”borgherre”. Den simple bonde, Sancho Panza, bliver hans væbner, og et jævnt gråt pigebarn forvandles hurtigt til en ophøjet skønjomfru.
Quixote rider omkring på den alt andet end spændstige krikke Rosinante, med den tro Sancho ved sin side, og de er kommet på noget af en opgave. Han gør sig til grin overalt han kommer frem, i sine forsøg på at være en rigtig ridder. Folk bærer over med ham, fordi han tydeligvis er så skør, som han er.

Bogen er alt for lang og et godt eksempel på, at overdrivelse ikke altid fremmer forståelsen. Efter de fem første kapitler er budskabet så rigeligt leveret. Men i 1605 var Cervantes tidligt ude og det må han respekteres for.