Den hvide rose af Olga Ravn

I 2012 debuterede Olga Ravn (født 1986) med digtsamlingen, ”Jeg æder mig selv som lyng”, der kredser om emner som pigesindet, og hvordan det er at være født som kvinde. Man kan sige, at bogens temaer lægger sig tæt op af de emner, som Tove Ditlevsen skrev om i sine digte og romaner, og at vi i Olga Ravn har fundet en digter, der med tiden kan overtage tronen som dronningen af socialrealisme og bekendelseslitteratur.

Tidligere i 2016 udkom Olga Ravns seneste bog, endnu en digtsamling, der har fået titlen ”Den hvide rose”.

Bogens 160 digte er alle meget korte og fylder alt fra enkelt linje til fem linjer. Af årsager, der står hen i det uvisse for denne anmelder, er der (med få undtagelser) kun trykt et digt på hver anden side, hvilket medfører, at ”Den hvide rose” ender med at blive en uforholdsmæssigt tyk bog.

Digtene handler først og fremmest om, hvordan det opleves at være tæt på et menneske, der lider af en alvorlig sygdom. Det er på mange måder dyster og hård læsning, og de fleste kan vel forestille sig, hvordan det må slide på psyken, at se et menneske man holder af bukke under for sygdom.

Herudover handler digtene også om at blive i et forhold, selvom man har indset, at der ikke er mere kærlighed tilbage i forholdet. Læseren fornemmer de følelser, der kan dukke op; at føle det som et nederlag når forholdet ikke fungerer mere og samtidigt være bekymret for, hvad der venter én, hvis man vender forholdet ryggen for at starte på en frisk.

Selvom digtene både har noget bevægende og rigt fabulerende over sig, er det alligevel ikke en bog, der hæver sig op over gennemsnittet, ikke en bog, der lyser op og kaster skygger. Jeg savnede noget tyngde i digtene og jeg ville ønske, at forfatteren havde fokuseret mere på det håndgribelige i stedet for at fokusere så ubetinget på billedsprog og metaforer.

Ikke desto mindre synes jeg, forfatteren skal have ros for at skrive en hæderlig digtsamling, der fokuserer på vanskelige og tunge emner, men det ændrer dog ikke på, at digtene ikke er helt oppe på det niveau, som jeg ved, forfatteren kan præstere.

”Den hvide rose” er en blanding af både godt og skidt, og jeg lander derfor på en middelmådig vurdering for en digtsamling, der indeholder fine kvaliteter, men også undlod at gøre et uudsletteligt indtryk på denne anmelder.

Lån bogen på bibliotek.dk