Den hvide konge af György Dragomán

Djata er barn i Ceausescus Rumænien i 1980’erne, hvor moderen kæmper for at holde familien i live, mens faderen er i arbejdslejr ved Donau for at have kritiseret styret. Gennem ham oplever vi en rå og brutal børneverden, hvor gadens hierarki bestemmes af hvem der kan tæske hvem, og hvor vold også er hyppigt forekommende fra de voksnes side. Retssikkerhed og lighed er “en by i Rusland” i det bundkorrupte samfund, hvor dét, at have de rigtige kontakter, er afgørende.

Trøstesløsheden er gennemtrængende, hvilket på fascinerende vis formidles gennem Djatas barnlige sprog. Kun få punktummer afbryder tankestrømmen, der herligt bare flyder fra tanke til tanke, association til association. Fortællingen beriges også af fængslende karakterer, der hver især både er lidt truende og mystiske, men som også er sårbare og gemmer på hemmeligheder. Djata opfanger gennem sit barnesyn meget af de voksnes kampe med tilværelsen i det totalitære samfund, alt imens han og kammeraterne lever et rigtigt drengeliv – sniger sig ind for at se forbudte erotiske film, spiller terningspil i skolegården, eller udkæmper veritable slag mod nabogadens drenge.

På linje med frygt, vold, og spirende seksualitet er savnet af faderen en rød tråd gennem fortællingen, og ”Den hvide konge” er et strålende eksempel på en følelsesbåret roman, uden den store ydre handling, men med en stærk evne til at indfange læseren i stemninger, følelser, og situationer. Nogen gange får man en mavepuster og deler mistrøstigheden, men alligevel kan man ikke undgå at blive fanget af barnets ukuelige vilje til bare at fortsætte, så godt som det nu kan lade sig gøre, også godt hjulpet på vej af en allestedsnærværende underspillet, sort humor.

Lån bogen på Bibliotek.dk