329
2014
978-87-11-34652-5
The pagan lord
1.udgave
På bogens omslag er George R. R. Martin (“Game of Thrones”) citeret for at sige: “Bernard Cornwell skriver de bedste kampscener, jeg nogensinde har læst.” Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. “Den hedenske herre” slutter med et kæmpe slag mellem danskere og saksere i 910. Et slag der skulle indlede begyndelsen på slutningen af danskernes herredømme i det der siden blev England.
Forud for dette slag, følger vi Uhtred rundt i det der nu er England men som dengang var Mercia, Northumbria, Wessex og East Anglia. Først gør Uhtred et forkølet, og mislykket, forsøg på at erobre sit barndomshjem, borgen Bebbanburg på Northumbriens nordlige kyst. Det mislykkes og Uhtred må flygte sydpå. Undervejs får han samlet en lille flok krigere, der myldrer rundt i landet i en sådan fart at det er fuldstændig umuligt at følge med. Cornwell benytter sig af datidens stednavne, og de fleste steder er ikke sådan lige at kende. Så medmindre man ustandseligt vender tilbage over den oversigt over stednavne som bogen indeholder, og dermed ustandseligt afbryder læsningen, er forvirringen total.
“Den hedenske herre” er for så vidt lige så spændende som de øvrige seks bind om Uhtreds kamp mod og med danskerne i vikingetidens England. Men den er utroligt forvirrende, idet lande og steder passerer forbi i en rasende fart, sammen med lige så mange personer der kommer ind i historien og myldrer ud af den igen. Så selv om bogen sådan set er spændende nok, så når den ikke samme højder som nogle af de tidligere bind. Men, Uhtred har endnu ikke nået sit mål – at erobre Bebbanburg – og så længe det ikke er sket, vil der komme flere bind i serien. I sit korte efterskrift om de historiske detaljer, lader Cornwell også skinne igennem, at beretningen om Uhtred ikke er slut endnu.
Selv om dette bind skuffede noget, vil jeg alligevel være at finde blandt de mange ivrige læsere af Uhtred “krøniken”, når næste bind udkommer.