Den gode tolk af John Le Carré

John le Carrés seneste roman ”Den gode tolk” kedede ikke DENNE læser bravt.

Forfatteren formår som i “Den standhaftige gartner” at skabe en utroligt levende hovedperson – særligt i kraft af dennes indre liv – en person, der træder afgørende i karakter under presset fra ydre begivenheder. Og som aldrig bliver den samme igen.

Hovedpersonen Bruno Salvadors unikke evner som tolk af smalle afrikanske sprog og tolkerollens iboende neutralitet giver et godt udgangspunkt for en udviklingshistorie, der er særdeles medrivende.

For den gode, men naive tolk af blandet afrikansk-britisk herkomst må opgive oversætterens bekvemme holdningsløshed, da han meget direkte udsættes for den barske virkelighed i form af skruppelløse vestlige konglomerater og deres tvivlsomme lokale partnere i jagten på afrikanske råstoffer.

Alt sammen set før i mange sammenhænge, men le Carrés person- og miljøskildring er som sædvanlig i særklasse, også målt imod anerkendte forfattere udenfor spændingslitteraturen.

Hvor meget af dette, der så skyldes henholdsvis effektiv research og forfatterens levende fantasi og menneskelige indsigt er for så vidt ligegyldigt. For mennesker og miljøer lever i teksten, hvor moralsk anløben engelsk landadel, ulasteligt klædt i blå blazer og stiv overlæbe konkurrerer om pladsen med afstumpede tidligere lejesoldater på udkig efter en rask konflikt til at udfylde tomheden og pengepungen.

Højt niveau er ikke mindst den “hverdagspoesi”, der lever i le Carrés sprog. Et sprog, der uden karambolage med “poesien”, også rummer knivskarpe illusionsløse observationer af den verden, der omgiver os.

Og det er disse forcer, der gør, at bogen holder et højt niveau, på trods af, at forfatternes indignation i glimt tager tilløb til en politisk korrekthed, der er unødvendig i denne ganske bevægende historie.

Lån bogen på bibliotek.dk