Den døende detektiv af Leif GW Persson
467
2011
978-87-7053-587-8
Den döende detektiven
Da tidligere overhoved for det svenske Rigskriminalpoliti, pensionist Lars Martin Johansson, falder sammen med en blodprop over sin nyindkøbte pølse, ender hans halvt lammede krop på Karolinska Sygehus. Den assisterende overlæge render rundt med smerten over et ondt, gammelt uopklaret mord på en lille pige hun engang kendte. Og når der nu lige kommer en pensioneret politimester ind af døren, vælger hun at lægge sagen, alle spørgsmålene og smerten ved hans sygeseng. Sagen bliver den store detektivs endelige kamp, ikke bare med opklaringen, men med påtrængende spørgsmål om straf og hævn i en sag der oprører alles hjerter.
Det fine ved bogen er ikke selve historien om forbrydelsen og opklaringen af samme, men rammefortællingen om hvad der sker inde i en aktiv mand der i den nylig begyndte pensionisttilværelse bliver ramt af en blodprop. Højre arm lammes og livet er pludselig blevet alle andres affære. Folk ringer, kommer forbi, kommer med gode (uønskede) råd om livsstil, kost, motion og hvile og det til en mand der plejede at være chef for Sveriges politi. Han kan ikke li det. Samtidig med familien og de gamle venners bekymring døjer han også med uventede humørsvingninger, både stærk glæde, ligegyldighed og had stormer igennem ham. Men lytte til nogen, det gør han ikke.
“Den døende detektiv” er hurtigt læst. Personerne har alle sammen lidt kant uden at det dog nærmer sig komplicerede personkarakteristikker. Sammen med Johanssons følelser for dem vækker det læserens sympati. Men måske er det hele en anelse for nemt. De store grove mænd, storebrortyperne, med de hårde håndtryk og den direkte facon. Selvom den kærlige hustru er bankdirektør, hvilket man må gå ud fra fordrer et rimeligt intelligensniveau, er hendes rolle barberet ned til at se bekymret ud, ae Lars over kinden og tænke “nu kender jeg ham igen” når han er i I-klapper-bare-kaje-humør.
Alt i alt en gedigen historie, med et interessant sygdomsportræt og let humor. Hvorfor en lille pige skal voldtages og myrdes for at vi kan snakke om at dø efter et langt liv, er jeg måske ikke helt med på.
