Den blege rytter af Klaus Larsen

“Med pesten som gennemgående tema er dette historien om de mange sygdomme, der med korte mellemrum gjorde dybe indhug i Europas befolkninger – men som også drev samfundsudviklingen frem.”

– skriver videnskabsjournalist Klaus Larsen i indledningen til “Den blege rytter” (en eufemisme for pesten, pestilensen, Den Sorte Død – kært barn har mange navne).

Bakterien, Yersinia pestis, kommer i 1300-tallet vandrende fra Kina i form af loppebefængte rotter. “I løbet af fem år udryddede den mellem en tredjedel og halvdelen af alle mennesker i Asien og Europa.”

Tænk engang: 30-50% af alle asiater og europæere lagt i graven på 5 år! Det er den værste katastrofe i menneskehedens historie. Og man anede ikke, hvad man skulle stille op. De fleste troede, det var Guds straf over alverdens syndere; begyndelsen på Dommedag. Rædslerne var ubeskrivelige.

Men det var ikke gjort med det. “Pestepidemierne fortsatte med at ramme i de kommende år – og århundreder – faktisk helt frem til 1711, da en sidste pestepidemi slog en stor del af Københavns indbyggere ihjel.”

Nå ja, men det er over 300 år siden; i dag har vi anderledes styr på tingene, ikke sandt? Mjoeh, siger Klaus Larsen, men så sent som i 2010 skyldtes 1/5 af alle dødsfald stadig infektionssygdomme. Har vi monstro glemt ebola, aids, Creutzfeldt-Jakobs? For ikke at nævne “zika, som spreder global frygt.”

“Vi kan med sikkerhed forudsige, at nye, ukendte og dødelige epidemier vil dukke op igen og igen,” lover lune Larsen, der atter engang har fundet (smit)stof til et fængende værk efter sin forrige bestseller, der netop hed “Smitstof”.

Ødselt guldtryk og en syndflod af interessante illustrationer (træsnit, malerier, tegninger) ledsager den velskrevne, minutiøst researchede beretning om pestens hærgen her til lands og i verden omkring os. Man kan næsten høre Erik Kjersgaard oplæse denne alternative Danmarkshistorie set fra sygesengen.

Klaus Larsens tese er, at pesten tog livet af så mange mennesker, at den i sig selv gennemtvang en stribe nye arbejdskraftbesparende opfindelser, der bragte os ud af den mørke middelalder og lige lukt ind i den strålende renæssance. Modgang er medgang, mener han. Ydre fjender skaber indre sammenhold.

“Den blege rytter” er vanvittigt spændende og viser, at virkeligheden til hver en tid overgår fantasien. Af samme grund bør Klaus Larsen i fremtidige dokudramaer afholde sig fra teatralske, fiktive indskud som dette: “Halvvilde hunde rusker i kadaveret af et menneske, der er faldet død om på gaden, og et sted skriger en kvinde, der har mistet sine forældre eller sine børn.”

Og så bør Larsen prøve at undgå myriaderne af gentagelser, der – lige som i “Smitstof” – gør bogen unødigt tung. Må jeg igen anbefale en fagligt-kritisk korrekturlæser?

En sidste anke er, at mange af kapitlerne – omend læseværdige – bevæger sig for langt væk fra emnet. Så langt, at bogens catchy titel, “Den blege rytter”, næppe er dækkende for mere end halvdelen af indholdet.

Lån bogen på bibliotek.dk