Den blå dagbog Af Alice Hoffman

Jorie og Ethan er lykkeligt gift på 13. år. De har en dejlig søn, hinanden, dejlige omgivelser og hinanden. Trods en nærmest provokerende langvarig forelskelse er de vellidte i Monroe, Massachusetts. Grøntsager er i konstant vækst under Jories lykkelige fingre, og ikke mange i Monroe kan sige sig fri for at have modtaget Ethans hjælp som håndværker, hjælpetræner eller frivillig brandmand. Enhver skabspessimists klokker bimler advarende: det er alt for godt til at være sandt.

Alice Hoffmans bøger er vanedannende, fordi ærgerlige dage tvinges på hylden af hendes fortællinger, som gnistrer af eventyr. Mænd elsker på en uimodståelig intens måde. Kvinderne er smukke og har evner, der rækker ud over det normale. Der er rivalisering og misundelse. Der er lilleputby atmosfære med både det rigtig gode, at alle kender hinanden og det slemme, at alle kender hinanden. Naturens billeder afspejler i højeste grad menneskenes lykke og ulykke. Kærligheden findes.

Ovenstående fællestræk er gennemgående i romanerne, og derfor vil de fleste kunne genkende en Alice Hoffman roman, om de så ikke havde læst én i årevis. Derfor vil jeg også vove at påstå, at det aldrig bliver helt det samme, som første gang man læser en af hendes bøger. Første gang, hvor jeg var overvældet af en forfatter, der turde skrive, som kvinder drømmer. Til gengæld ved man, at varen leveres. At man har det dejligt, mens man læser derudaf. At lykken findes. Kærlighed er.

Lån bogen på biblioteket