De hvileløse af John Connolly

To nyere angelsaksiske krimiforfattere har et par vigtige ting til fælles: Dels skriver de eminente krimier fyldt med gode karakterer, fed action og masser af cliffhangers. Dels minder deres efternavne om hinanden. Michael Connelly. Og John Connolly.

For nogle år siden læste jeg John Connollys “Alt dødt” og var vildt begejstret. Sjældent har man oplevet en velskrevet pageturner med en så massiv ophobning af makabre mord.

Connolly er irer og fra Dublin, men hans stil er typisk nordamerikansk. Lige som sin næsten-navnebror. Effektiv, handlingsorienteret, konstant underholdende, med øje for gode locations og plagede personager, flabet på en intelligent måde. Begge er mestre i at stramme spændingsskruen, så man til sidst sidder yderst på stolen. Men bortset fra alt det minder Connolly og Connellys historier ikke om hinanden.

I “De hvileløse” møder vi igen den hårdhudede privatdetektiv Charlie Parker, der må så grueligt meget igennem. I “Alt dødt” måtte hans kone og datter lade livet. Og her indledes med, at han har mistet sin nye kone og datter – de er dog ’kun’ flyttet langt fanden i vold. Væk fra Parker og alle hans genfærd.

Rebecca Clay hyrer Parker til at beskytte sig mod en uhyggelig mand, Merrick, som er overbevist om, at Rebecca ved mere, end hun hidtil har fortalt, om sin fars forsvinden. Dr. Daniel Clay var børnepsykiater, blandt andet for Merricks lille datter, der i sin tid forsvandt samtidig med dr. Clay. Nu vil Merrick, der ernærer sig som lejemorder, have nogle svar, som Rebecca ikke kan – eller vil – give ham.

Parker mod Merrick, to hårde negle, to mænd med lommerne fulde af beskidte tricks. Og bag de to kamphaner lurer en endnu mere spooky type. Det skal slå gnister. Da Parker graver i dr. Clays mystiske forsvinden, viser det sig, at flere børn, der blev undersøgt af den respekterede læge, siden blev ofre for voldtægt.

Det handler om pædofili. Om grumme mænd formummet bag fuglemasker. Og om blege, hule mænd uden øjne og læber. Selve krimiintrigen er drønspændende, og Connollys levende beskrivelser af folk og fæ, steder og landskaber i staten Maine hæver bogen milevidt over de sædvanlige mainstreamthrillers, der går tolv af på dusinet.

Nogle vil indvende, at Parkers spøgelser er et urealistisk indslag i en moderne krimi. Men dels kan de sagtens ses som en del af hovedpersonens tvetydige karakter. Dels får de aldrig lov til at overtage hovedhistorien; de fungerer snarere som et pirrende ekstrakrydderi.

Jeg vil klart anbefale Connollys Parker-bøger med Lademanns gamle bonmot: Hyg Dem med uhyggen.

lån bogen på biblioteket