De fede år af Chan Koonchung

Fortællingen udspiller sig om ganske kort tid i Kina – om nogle få år, og der lægges ikke skjul på, at der er tale om en kinesisk systemkritik under dække af en slags science fiction eller i hvert fald en dystopi.
Ikke at dette kneb har virket, så at sige, for romanen er forbudt i Kina, men Chan Koonchung, som forfatteren hedder på vestligt, bor dog den dag i dag i bedste velgående i Beijing.

Fortællingen snurrer omkring en midaldrende journalist ved navn Chen eller ‘Gamle Chen’ (store dele af persongalleriet udstyres med disse særprægede tilnavne, og var jeg Kinakender ville jeg nok kunne informere jeg om, hvilken oversættelsesmæssig finesse dette skyldes), som tilhører det oplyste, bedre borgerskab af journalister, forfattere, kunstnere og andre interessante personer i et Beijing, der pulserer af selvbevidsthed ovenpå et internationalt økonomisk kollaps. Et kollaps, der synes fuldstændig at have undgået Kina og derfor har efterladt landet i en lykkerus over, at det endelig har vist sig, at den kommunistiske kapitalisme er den rigtige vej frem, og at det dekadente vesten har spillet fallit.

Gamle Chen er godt tilfreds med sin tilværelse, omend han plages af en skriveblokering, og han er stolt over at være kineser, om end han mystificeres af konstante henvendelser fra gamle og nye venner, der ikke synes at fatte, at Kina har vundet spillet. De mener, at befolkningen er luret ind i et delirium, hvis konsekvens er, at de har glemt en hel måned, og de fatter ikke, hvordan alle kan gå og være så kritikløst selvtilfredse – næsten som var de underlagt en slags biologisk kontrol fra myndighederne.

Romanens idé er god og veloplagt, og det, at den er kinesisk var i sig selv drivkraft nok for en eurocentrist som denne anmelder, hvis hidtil eneste litterære kendskab til den del af jordkloden nærmest baserede sig på Haruki Murakami. Dog blev jeg skuffet over Koonchungs konstante springen over hvor gærdet er lavest i sine beskrivelser og hans noget karikerede persongalleri; han synes at anvende sig at et tv-serielignende kneb, i hvilket hovedpersonen gøres betydeligt dummere og mere afvisende, end det er troværdigt, for at være sikker på at have læseren med på forkant af handlingen. Det er kedeligt og det er firkantet eller også er det mig, der er kedelig og firkantet. Hvem ved. Man føler dog i en eller anden udstrækning, at man bliver et lille nøk klogere på Kina og måske er det nok til at give den chance.

Lån bogen på bibliotek.dk