De elskende: Et sammenstød af Christel Wiinblad

“De elskende” er tredje bind i Christel Wiinblads triologi om kærlighed. Bogen, der har undertitlen “et sammenstød”, begynder med et intenst møde mellem to mennesker, der begge oplever en pludselig og stor kærlighed fra præcis det øjeblik, de møder hinanden. Den kvindelige hovedperson føler at hun får stød af mødet. Hun oplever kærligheden så overvældende, at hun sitrer af en blanding af svimlende lykke, intens angst og rå liderlighed, hvorimod den mandlige partner står fast; Sådan er kærlighed. Det er meningen, at man skal føle angst. Det er nødvendigt, hvis man vil give slip på alt andet end kærligheden. “De elskende” er en fortælling om, hvor galt et magtpræget forhold kan gå, når den ene part ikke er klar over, hvor hendes grænser går.

Den mandlige hovedperson spørger ofte gennem bogen, om hun siger du ja til kærligheden. Og ja, det gør hun. Uden at vide, hvad det det rigtig er. Det betyder, at hun konstant bliver udsat for situationer, hvor hun momentvis føler sig elsket, men for det meste ikke er klar over, hvad der sker, og føler sig bange og usikker. Et eksempel:

”Og han holdt hårdt i hendes hår, og han trak hendes hoved bagover. Og “det her er ikke for sjov,” sagde han, “det er mig, der bestemmer,” og hun nikkede. Og “hvad siger du JA til?” spurgte han. Og “kærligheden,” jamrede hun, “jeg vil gerne lære det. Jeg vil ikke andet, jeg vil kunne holde til det. Jeg beder dig, gør hvad som helst ved mig, glem, hvad jeg sagde, jeg mente det ikke. Jeg kan godt klare det. Du må bare ikke slippe mig. Jeg har aldrig elsket noget så voldsomt før. Det skræmmer mig, det går virkelig stærkt.”
Og nu trak han til igen. Og hun var helt euforisk, hun var rasende. Hun var liderlig, og “så tak mig,” sagde han, “adlyd mig, sådan er kærligheden,” og “tak fordi du lærer mig det,” sagde hun, og han trak endnu hårdere, han måtte virkelig elske hende”

Hun bliver langsomt mere og mere afhængig af ham. Jo mere han piner hende, jo mere føler hun sig forbundet med ham. Eller nærmere bundet til ham. Hun føler vrede og had, og ønsker at forlade ham. Men kan ikke, og panikker fuldstændig når hun leger med tanken om at slutte forholdet. Han presser hende gradvist til at gøre mere og mere voldsomme ting, og overskrider konstant grænser, som hun ikke er klar over – eller i hvert fald ikke står ved -, at hun har:

‘Hun havde ikke sagt en lyd, hun havde selv lagt den anden kvinde på sengen, som han havde sagt, og hun havde set den anden kvinde så liderlig. Hun havde set hans pik i den kvindes mund. I den anden kvindes fisse, den anden kvindes røv, og han havde set lykkeligt på hende. Hun havde set ham elske det. Og hun havde pludselig været lige ved at brække sig, men til helvede med det, til helvede med alt andet end kærligheden.”

Tempoet er højt i “De elskende”. De mange ”og’er” driver fortællingen frem og holder pulsen oppe på læseren. Indimellem sænkes tempoet også til det helt særligt skrøbelige og poetiske, som Wiinblad kan så smukt:

”Morgenen var stadig stille. Lyset stod ind ad vinduet. Arktis blændende. Diamantstøv lysende. Det fyldte hele rummet, et kridhvidt lys. Som fra en helt anden verden.”

Wiinblads roman om to elskende er en undersøgelse af, hvad kærlighed er, og særligt af, hvad kan forveksles med kærlighed, men ikke er det. Hun opdager langsomt, at den kærlighed, han tilbyder, måske ikke er var det, hun drømte om:

‘”Forstår du det ikke?” spurgte han, “jeg holder ikke på dig. Du betyder intet for mig.” Og det svimlede for hende, hun var pludselig lige ved at give helt op, hun var lige ved at kaste sig ind i et eller andet. Ud ad vinduet.”

Om hun ender med at slippe fri fra ham, og dermed slippe ham, vil jeg absolut anbefale, at man selv læser sig gennem romanen for at finde ud af.

Lån bogen på Bibliotek.dk