De bedste af os af Helene Uri

Vi følger en gruppe forskere på Institut for Futuristisk Lingvistik.

Pål Bentzen, 33 år, er relativt nyansat på instituttet. Han er en lykkelig mand. Glad for livet, glad for jobbet, altid fuld af begejstring for den kvinde, han for øjeblikket er forelsket i – han har ikke svært ved at tiltrække skønne kvinder.
’Arrogance og generthed – i denne rækkefølge og i blandingsforholdet 5:1 – gør Pål nærmest uimodståelig. En række kortvarige forhold er resultatet.’

Han er en begavet, sympatisk og følsom mand, som elsker at læse de kærlighedsromaner, hans mor skriver (under pseudonym) –og som stort set alle handler om det samme.

Da Nanna Klev bliver ansat på instituttet ved Pål bare, at han elsker hende – hun er kvinden i hans liv. Og selvfølgelig vil han hjælpe hende med den opgave, hun har brugt så lang tid på, hvor der bare lige mangler det sidste. De skal være partnere – både privat og arbejdsmæssigt.

Vi møder også Påls chef, Edith Rinkel. En flot, tiltrækkende kvinde på 50 år, single, med hang til unge mænd, som hun skifter ud, inden de kommer for tæt på. Hun involverer sig ikke følelsesmæssigt, har nok i sit eget liv, hvor hylderne med sko, sorteret i farveorden, dominerer hendes stue. Kontrol er et nøgleord for Edith. Mange er lidt bange for hende – hun udstråler en form for kulde eller arrogance, ser lige igennem folk og lefler ikke for nogen.

Disse 3 er bogens hovedpersoner – derudover er der en række bipersoner, levende beskrevet, uden at lægge fingre imellem. Ovenover svæver den alvidende fortæller og kommenterer begivenhederne.

Det er en morsom, kritisk og karikeret beretning om livet på et universitet – hvor forskerne bruger år, ja hele liv, på noget, som de fleste nok vil betragte som ganske unyttigt. De drager rundt til konferencer, hvor de hører på de samme foredrag, blot med nye titler. Her er intriger, masser af sladder, uduelige ledere, personlige interesser, frem for kvalifikationer, der afgør, hvem der ansættes – nogen holdes udenfor, andre er inde i varmen – og så er der nogen, der stjæler andres forskningsresultater. Bogen ender næsten som en hel gyser – hvor den kloge narrer de mindre kloge. Eller er det omvendt? Ligesom det psykiske arbejdsmiljø i sig selv er noget af en gyser.

Skønne udsagn får hele tiden smilet frem under læsningen. En bidsk pen har hun, Helene Uri, og hun er fantastisk god til at bruge sproget:

’De fleste er blevet grundigt diskvalificeret i forhold til andre job. Når man har brugt ti-femten år på at lære sig alt om vokalerne i swahili eller de metriske mønster i Emily Dickensons lyrik, har man ikke tilegnet sig mange af de kompetencer, som samfundet i øvrigt skriger efter’

’Guttormsen havde været en af redaktørerne på Norsk Ordbog. Hun begyndte lige efter, at hun havde taget hovedfag i nordisk midt i tresserne og holdet den gående helt til sidste år. Hun nåede at bliver færdig med at redigere bogstavet L, før hun gik af (hun begyndte med la eller lade og endte med låve)’

Jeg har lyst til at citere meget mere fra bogen, men i stedet for vil jeg opfordret til at læse den – det er en skøn, velskrevet bog – vittig og skarp – hvor personerne er beskrevet, så de sidder lige på nethinden!

Med forfatterens egne ord:
’Den handler om hovmod, ærgerrighed og om videnskabens rene idealer. Den handler om begær, om kærlighed, om jalousi og misundelse. Om bedragets besættelse og dumhedens arrogance.’

Lån bogen på biblioteket