0 kommentarer

Dans med døden af Sarah Dunant

af d. 22. september 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

217

Udgivet

1992

ISBN

87-553-1966-1

Originaltitel

Birth marks

 

Hovedpersonen i “Dans med døden” er Hannah Wolfe, en ung, selvstændig, stædig og sej privatdetektiv med en herlig selvironi og hårdkogt jargon, som ville have glædet Dashiell Hammett, Sam Spade og Humphrey Bogart..

Carolyn Hamilton, en ung lovende balletdanserinde har været forsvundet i mange måneder og kun vist livstegn via nogle postkort sendt til hendes tidligere protegé og erstatningsmor, miss Patrick. Hannah Wolfe sættes på sagen, men er kun lige startet, da liget af Carolyn, gravid i 8. måned, fiskes op af Themsen. Politiet konkluderer hurtigt, at der var tale om selvmord, hovedsageligt begrundet af et afskedsbrev fundet i hendes lejlighed. Hannah Wolfe bliver dog ret mistænksom, idet hun selv var brudt ind i Carolyns lejlighed dagen før og trods ihærdig søgen ikke havde fundet noget af interesse.
Hannah finder snart ud af at Carolyns lovende karriere var kørt af sporet pga. skader og at hun havde skiftet arbejde flere gange til stadigt dårligere engagementer. Nyeste spor leder så Hannah til en gammel hovedrig forretningsmand i Frankrig, som efter sigende havde brug for selskab til sin unge hustru. Den tror Hannah ikke helt på….

Hannah Wolfe er bestemt et rart, forfriskende bekendtskab. Sarah Dunant har formået at give hendes karakter liv med beskrivelsen af hendes tætte forhold til søsteren Kate og samarbejdet med den mere erfarne Frank, som skaffer Hannah små kedelige jobs, når hendes selvstændige freelance-karriere ikke lige kører på skinner.
Jeg savnede måske en smule spænding og fremdrift, men ellers en lovende start på historierne om Hannah Wolfe, der på dansk er blevet efterfulgt af “I et væld af flammer” og “Under huden”.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter