0 kommentarer

Brunstkalenderen af Emma Hamberg

af d. 22. marts 2009
Info
 
Sideantal

386

Udgivet

2009

ISBN

978-87-991109-7-1

Originaltitel

Brunstkalendern

 

Lena, Åsa og Marie er søstre. De er meget forskellige, både af udseende og af sind, trods den fælles baggrund: opvæksten på en gård med malkekøer, og pligt til at hjælpe til på gården. Da deres far dør pludseligt, må de træde til og hjælpe moren med gården og køerne – og der skal træffes nogle vigtige beslutninger. Skal gården sælges? Er der andre muligheder?

Marie er den ældste. Hun lever et hårdt liv, arbejder som barchef, ryger, drikker, har sex når lejligheden byder sig. Hun har absolut intet ønske om at stifte familie med mand og børn, lever alene med hunden Otto.
Åsa er midterbarnet. Hun arbejder med IT, er rig, lykkeligt gift med Adam – men de ønsker sig brændende et barn, et savn der fylder meget og tærer på forholdet. Da hun endelig bliver gravid, gør omstændighederne, at det ikke er en specielt lykkelig begivenhed. Åsa er den søde, altid hjælpsomme søster, som træder til når der er behov. Således er det også hende der giver en hånd, da Lena, den yngste søster, forlader mand og børn.
Lena er 34 – blev mor første gang som 17 årig, og har nu 4 børn og adskillige husdyr. Manden arbejder altid, og hun er alene om at klare hjemmet – med børn, vasketøj i store bunker, og snavs der hober sig op. Hun er på randen af et sammenbrud – og en dag forlader hun simpelthen mand og børn – nu er det hans tur til at klare hjemmet og tage sig af ungerne.

De 3 søstre er alle nået til et punkt i livet, hvor det er tid til forandring. Det er der kommet en morsom, rørende og sød bog ud af. Den handler om at finde ud af, hvad man vil med sit liv, om familiesammenhold når det gælder, om at begå fejl og tilgive. Det er nok en bog, der primært vil tiltale kvindelige læsere. Jeg var godt underholdt, så er du til chick lit kan denne bog absolut anbefales.

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter