Bror og søster af Katrine Marie Guldager

Vi er nået til 5.bind i Køgekrøniken, som startede med ”Ulven”. Årstallet er 1976. Også i dette bind er ulven til stede og skaber yderligere afstand og splid mellem bror og søster – Henry og Leonora.

I bind 4, ”Peters død”, kom Henry i fængsel, efter at han havde dræbt en mand. Han bliver i starten af denne bog løsladt fra fængslet før tid, og tager tilbage til kollektivet, hvor hans ekskone Birgitte bor med deres to børn. Velkomsten i kollektivet bliver dog ikke så hjertelig som han havde håbet – som alt andet i kollektivet bliver også hans tilbagevenden diskuteret og gruppen når til enighed om, at han ikke kan bo der. Kollektivet beskrives med en ironisk og humoristisk vinkel – beboernes idealistiske tanker om næstekærlighed holder ikke helt (i tilfældet Henry spiller de personlige følelser en stor rolle). Alle de endeløse gruppediskussioner om alt fra sex til madplaner beskrives, så man næsten kunne være fluen på væggen – man føler sig hensat til 70’erne.

Leonora og Klaus lever i et traditionelt parforhold og er efter mange års venten blevet forældre til Maria – og Leonora er begyndt at male. Børnehaven er blevet en mulighed at få passet børn, mens mødrene arbejder, og Leonora afleverer sin datter – fyldt med dårlig samvittighed – for at få ro til at male. En uge på ølejr sammen med en veninde får Leonora til at tænke mere over sit parforhold og nærmest lede efter tegn på, om Klaus egentlig er mandschauvinistisk?

Henry og Leonoras forhold er stadig præget af konkurrence, mistro – ja, ligefrem had. Leonoras samvittighed rører på sig – og Henry begynder også at kunne mærke sine følelser, som længe har været stuvet af vejen.

Lilly, deres mor, er uforandret: selvcentreret og flagrende. Lille Ib føler sig udenfor – og får da heller ikke megen plads i historien.

Katrine Marie Guldager har en helt speciel fortællestil. Som afbræk i bogens handling stikker forfatteren af og til hovedet frem og kommenterer – enten den aktuelle situation, eller med et kig ind i fremtiden. Det er et forfriskende pust, som ikke tager overhånd, men med til hele tiden er at minde læseren om, at det jo altså er fiktion, der læses. F.eks. her, da Henry taler med billetdamen på Køge station, og en mand afbryder for at købe en billet: ”Henry trådte straks til side, og stemmen viste sig at tilhøre en lille tændstiktynd mand, der i denne historie blot er en forstyrrelse.”. Eller her, hvor også læseren involveres: ”Men her må både romanforfatteren og læseren bøje sig for det faktum, at det kan Henry ikke: Fordi han er rasende”.

Samtidig med, at vi følger familien fra Køge og de mennesker, der er en del af familiens liv, får vi en beskrivelse af den tid bogen foregår i – her er det livet i 70’erne. Jeg har nydt at læse bøgerne, og vil absolut anbefale at de læses fra starten og i rigtig rækkefølge. Det vil ikke give det fulde udbytte at starte andre steder end med ”Ulven”.

Lån bogen på biblioteket