Brodecks rapport af Philippe Claudel

“Brodecks Rapport” er et mesterværk. Et mesterværk af den Kafka’ske slags, hvor alting er lidt mystisk, lidt dunkelt, lidt sært – og alligevel glasklart.

Selv om handlingen foregår i en udefineret bjerglandsby, hvor man taler en ukendt tysk dialekt (det kunne være Alsace-Lorraine i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland), på et udefineret tidspunkt (for eksempel et par år efter Anden Verdenskrig), og selv om man om Brodeck aldrig får at vide, at han er jøde, men ‘fremdër’ (som mangler et stykke hud mellem benene) – selv om intet er skrevet i klartekst – så forstår man udmærket, hvad det hele drejer sig om.

Thi Philippe Claudel er inde at rode i det menneskelige maskinrum. Derinde i mørket, hvor begær, grådighed, angst, smålighed, intolerance, snæversyn og lignende lave egenskaber driver værket. Derinde langt fra vores højglanspolerede ydre, som sjældent, om nogensinde afspejler det, som er vores sande jeg.

En aparte person ankommer til byen med sit æsel, sin hest, sine kunstneriske attituder og lidt penge på lommen. ‘De Anderer’ bliver han hurtigt kaldt. Han modtages med nysgerrighed og især med skepsis, og da han efter nogle måneder har gjort sig tilpas udtilbens, myrdes han og hans ekvipage. Hvorfor det må ske, får vi efterhånden en forklaring på, men det har noget at gøre med det nævnte maskinrum. Sandheden er som bekendt ilde hørt.

Vores hovedperson Brodeck beordres til at skrive en rapport om hændelsen (der Ereigniës). Han er ganske vist en af de få mænd i landsbyen, der intet har med mordet at gøre, men han er den mest lærde, og fremfor alt er han for skræmt til at sige nej tak til opgaven.

Så Brodeck skriver. Han går ud i det kolde brændeskur og skriver, så han ikke forstyrrer sin ældgamle plejemor Fédorine, sin katatoniske kone Emélia og sin uægte datter Poupchette – som han alle sammen elsker højere end sit eget liv.

Som Brodeck skriver, afdækkes ikke blot sandheden om mordet på ‘De Anderer’, men også Brodecks egen forfærdende historie som kz-fange. Om hvordan han fornedredes, og om hvordan han overhovedet havnede i lejren.

Og så er vi igen tilbage i det menneskelige maskinrum. Som det måske er bedst ikke at kigge for meget ind i eller tænke for meget over. Eller overhovedet prøve at huske eksistensen af. Thi “af alle farer er erindringen en af de frygteligste”.

“Brodecks rapport” er litteratur fra allerøverste hylde. Deroppe, hvor klassikerne befinder sig på deres uforgængelige piedestaler. Den lille, store bog har da også modtaget flere fornemme priser.

Lån bogen på biblioteket