Brevbæreren af Charlotte Weitze

Nogle gange lykkes det en bog at trænge igennem sin egen historie. Igennem skriften og ind i den som sidder og læser. En sådan gennemtrængende effekt har Charlotte Weitzes roman.

“Kold smeltevandsluft strømmer ind, og det gyser hele vejen ned ad hans arme. Græsset er blevet grønt på en nat, bjergenes sne smelter og løber ned mod bygden i lange åer. Han prøver at lukke vinduet igen, men det vil ikke længere passe i rammen.”

“Brevbæreren” handler om den lysfølsomme albino, Kasper. Meget i historien tåler ikke dagens lys og Kasper er en af dem. Men til sin store glæde har han fået en postrute i Fåreheim – langt mod nord hvor solen sjældent skinner. Her støder han ind i en skøn blanding af mennesker der er ligeså eventyrlige som de er realistiske. Den gamle post, Rainer Rusk, der som den eneste har adgang til bygden oppe på fjældet. Fåreavleren Sofie der bebor og behersker bygden samt beskytter den med sin riffel. Lærke som spiller fløjte for Sofies får. Og så er der Kongen der har sit hemmelige refugium i bygden. Alle enten søger, er på flugt eller gemmer sig. Alle bærer de på hemmeligheder og ingen fortæller sandheden lige med det første.

Sproget i Brevbæreren er velgennemtænkt og i al sin simpelhed: meget smukt. Nogle gange minder en af Weitzes’ sætninger dig pludselig om et kendt maleri, andre gange forvandler et enkelt ord eller navn sig når du udtaler det. Som et tryllebolche. Genren er en slags eventyrlig eller mytisk realisme der fungerer og forløser virkelig godt, og plottet er interessant og overraskende.

Men det er Weitzes tone der brænder sig vej igennem og hæver bogen helt op.

Lån bogen på Bibliotek.dk