Børnenes ven af Hjørdis Varmer

Bogen foregår i ca. 1907 – ca. 1913. Bogens hovedpersoner er: Bolette, som er en pige på ca. 12 år, hendes familie består af 5 børn og en mor og far. Hun går i laset tøj og for det meste ingen sko. Hun har langt hår og hun er en meget flittig og lydig pige. Hun bor på børnehjemmet Hebron.
Peter Sabroe, han er en fin mand der arbejder for at få alle børn, der bliver slået og behandlet dårligt, væk, sådan de kan få det bedre.

Bogen starter spændende, og lidt underligt.
Bolette ligger og har ondt i ryggen, fordi hun og Hedvig har skrevet et brev uden tilladelse og de fik pisk og kom op på kammeret. Og så aftaler de at flygte når de får deres tøj. 10 dage efter er de på vej væk fra hjemmet og begynder at løbe. Da det bliver mørkt bliver Bolette lige pludselig væk fra Hedvig og en mand finder hende og hun kommer ind til deres familie men Bransholm finder hende og hun kommer tilbage til Hebron.

Peter Sabroe kører rundt, da han pludselig hører råb og ser en dreng blive slået. Han skynder sig ud og tager drengen med hjem og hans kone får ham så. Så kan hun gøre ham ren.
Der skal være møde i Struer og Sabroe skal holde tale. Og mange kommer for at høre talen, hvor han mest taler om Fru Bransholm.

Lidt efter skal Bolette et andet sted hen, men det er ikke meget bedre end Hebron – der bliver hun også slået og skældt ud.

Så en dag kommer Peter Sabroe, og stiller en masse spørgsmål om Hebron. Men Mads Stenstrup kommer og blander sig og får Sabroe væk, men Bolette løber efter og kalder og hun spørger om han kan få hende ud til dem hun var ved da hun flygtede med Hedvig. Og det vil han godt. Det sker så i september for der skal Bolette flytte igen, men denne gang hen til Kirsten og Simon.
Der er debat i folketinget og Sabroe skal op og tale om børnene på Hebron og Bransholm. De siger at Bransholm vil gå væk hvis hun får 600 kroner om året.

Hjemme hos Bolette kommer der et brev, hvor der står hun skal hjem til sine forældre igen. Og det kommer hun så.

Fru Sabroe er syg og er nede ved sin søster, da der kommer en der vil tale med hende om en frygtelig ulykke.

Forfatteren bruger et gammeldags sprog, og det er nok fordi hun vil få det til at passe ind med historien.

Det jeg kunne lide ved bogen var at den var spændende det meste af tiden, men også at den startede spændende.